BVB: Simplificeret tilgang gav stort udbytte i Hamborg

    0

    Lørdag eftermiddag spillede Borussia Dortmund udebanekamp i Hamborg, hvor de skulle forsøge at finde tilbage på vindersporet i Bundesliga-regi.  Efter en lidt rodet uge med henholdsvis en hjemmesejr mod Sporting Lissabon i Champions League samt en mindre Aubameyang-fadæse og tilsyneladende smuttur til Milano, skulle der nu kunne lægges fuldt fokus på Bundesliga-fodbolden. Efter foregående hele fire år uden sejr på Volksparkstadion talte statistikken for, at der var en svær eftermiddag i vente for de sortgule.

    Ret hurtigt stod det dog klart, at det ikke skulle blive en alt for vanskelig opgave for Ruhr-klubben denne eftermiddag. Lynhurtigt, allerede efter fire minutters spil, kunne Pierre-Emerick Aubameyang lægge første mål i kassen, og blot 23 minutter senere, og altså 27 minutters spil i alt, kunne gaboneseren noteres for et vaskeægte hattrick.

    Hvad og hvor meget Borussia Dortmund præcis gjorde rigtigt denne eftermiddag, eller om der i stedet blot var tale om et ringe HSV-hjemmehold, kan der helt sikkert gives flere forskellige og nuancerede bud på. Min opfattelse er, at der var tale om en mellemting, således Borussia Dortmund helt sikkert var gode, men at storsejren på 5-2 samtidig også kom i hus på en halvbillig baggrund – dette i form af et ringe Hamburger SV-hold.

    Thomas Tuchel havde til dagens kamp valgt at stille op i noget, der lignede en 3-4-3-formation. Dette gav de gulsorte mange og betydelige fordele over for et svagt HSV-hold. I det defensive arbejde, når bolden var på HSV-fødder, stod Borussia Dortmund med en solid 5’er-kæde, og når der skulle angribes, rykkede de to wingbacks, Lukasz Piszczek og Raphael Guerreiro, frem på midten, således der her skabtes et væsentligt overtal af spillere klædt i gult. Dette gav et styrket Borussia Dortmund-hold, både når der skulle dækkes op, og når bolden skulle spilles fremad.

    Samtidig havde Tuchel til angrebet valgt tre lyn i form af henholdsvis Emre Mor, Christian Pulisic samt Aubameyang. Disse tre spilleres fælles spidskompetence, hurtigheden, viste sig ekstremt værdifuld for Borussia Dortmunds fremadrettede spil. Netop grundet disse spilleres hurtighed samt det faktum at de alle lå helt oppe ved HSVs bagkæde, blev hjemmeholdet konstant truet i dybden, og således beskæftigede Borussia Dortmund, med blot tre spillere, hele fem HSV-spillere nærmest uafbrudt, når bolden var på gule fødder. På denne måde skabtes der særligt på midten et klart overtal af BVB-spillere, hvilket naturligvis var en kæmpe fordel for udeholdet, når bolden skulle spilles fremad. Ligeledes en vigtig pointe var de tre frontangriberes løbevillighed. Når HSV-hjemmeholdet var på bold, blev de hurtigt stresset til at spille lange bolde ned mod BVBs bagkæde, hvor fem stærke forsvarsspillere blot ventede på enten at cleare bolden eller at tage den ned og sikre den til gulsort fordel.

    En anden central, taktisk detalje Tuchel helt sikkert havde opfordret sine spillere at følge i dag, var, at man skulle undgå småspil foran eget mål. Modsat en del andre kampe i denne sæson stod det klart på måden, Borussia Dortmund spillede på, at der i dag ikke skulle tages nogle chancer foran eget mål. Kendetegnende for de gulsortes spil på egen halvdel var en dominerende kynisme på den måde, at bolden blev sparket væk, når der var risiko for, at den kunne mistes. Dette gjorde unægtelig tilværelsen nemmere for BVBs defensive spillere, i det de ikke skulle tænke alt for meget i at holde på bolden men i stedet havde mere end lov til at sparke den væk.

    I det hele taget fremstod Borussia Dortmunds tilgang til tingene meget simpel denne eftermiddag i Hamborg. Flere af de fem mål, udeholdet fik scoret, blev scoret efter en lang aflevering fra de bagerste rækker, hvilket selvfølgelig især passede Aubameyang, der også nåede op på hele fire scoringer. Netop når der jævnligt blev slået lange bolde mod Aubameyang, der så let som ingenting udsprintede et ringe HSV-forsvar, kunne kampen til tider minde om en serie 3-kamp, hvor den store forskel på de tog hold var, at det ene hold var i besiddelse af en spiller, der kunne løbe alt for hurtigt i forhold til sin direkte modstandere.

    Som Borussia Dortmund-supporter kan jeg selvfølgelig ikke tillade mig at klage over kampens forløb, der jo udspillede sig fuldstændig, som de gulsorte havde brug for. Hele fem scorede mål samt fire fra Aubameyang vil formentlig fjerne fokus fra den fadæse, gaboneseren var centrum i tidligere på ugen, da det kom frem, at han tilsyneladende havde taget en smuttur til Milano.

    Èt af kampens højdepunkter blev helt sikkert også stemningen samt samspillet mellem de to fangrupper, der var virkelig imponerende. Da der stod 0-4 på tavlen, gik et par klassiske stadionbølger rundt på hele stadion, hvor begge fangrupper fik bidraget til atmosfæren, og hvor de efterfølgende hyldede og takkede hinanden for samarbejdet. Alt i alt en fed, fed dag i Hamborg.

    Denne mere simplificerede tilgang til tingene, som Tuchel havde valgt denne lørdag, er om ikke andet helt sikkert noget, der skal dyrkes endnu mere.

    Spred ordet:
    Mads Egmose
    Studerer medievidenskab på SDU på niende semester og vil frem til årsskiftet med bopæl i Dortmund skrive for Tribunen.com om Borussia Dortmund. Analyser, reportager og perspektiv om og på BVB.