Iøjnefaldende, ung dansker blev mål-arkitekt i dårlig BVB-præstation

    0

    Onsdag aften bød Borussia Dortmund gæsterne fra Union Berlin op til kamp i den tyske pokalturnerings anden runde. Hvis man før kampen var i tvivl om, om det er fedt at gå til fodbold på Signal Iduna Park, når der ’blot’ er tale om en DFB-pokal-kamp hjemme mod et hold fra 2. Bundesliga, var man det i den grad ikke efter slutfløjt. Allerede dagen forinden kunne hjemmeholdets kommunikationsdirektør, Sascha Fligge, på pressemødet meddele 80500 solgte billetter og altså en nærmest udsolgt hjemmebane. Tilmed blev det meddelt, at udeholdet fra Berlin ville medbringe over 11000 fans.

    Ud over de, til en 2. runde af DFB-pokalen, imponerende tal, var der ligeledes interessante danske nyheder at meddele op til kamp. I hjemmeholdets startellever var der nemlig ungt dansk talent at finde. Blot 18-årige Jacob Bruun Larsen, der normalt optræder på klubbens u19-hold, havde træner Thomas Tuchel valgt at placere fra start på højrekanten.

    Fra kampens start var der gang i den på stadion. De 11000 medrejsende Union Berlin-fans gjorde sit til at udfordre stadionets gule Südtribune. På banen startede danske Bruun Larsen rigtig godt. Danskeren havde, fra sit udgangspunkt i højre side, flere succesfulde aktioner inden for de første tyve minutter. Blandt andet fik han spillet kollega Adrian Ramos nærmest helt fri tæt på straffesparkspletten. Desværre fik colombianeren ikke nok ud af situationen.

    Den gule væg er klar til kamp
    Den gule væg er klar til kamp

    Generelt var det med Borussia Dortmund mest på bolden de første tyve minutters tid. Udeholdet fra hovedstaden havde ind i mellem flere gode omstillinger, dog uden at det nåede at blive helt farligt. Frem mod cirka en halv times spil var det, naturligt nok, til stadighed med hjemmeholdet mest på bolden. På trods af massiv boldbesiddelse var der, ud over seriøse langskud fra henholdsvis Mario Götze samt Nuri Sahin, ikke nogen store chancer at notere for de gulsorte. Som Tuchels ind i mellem ivrige gestikuleren fra sidelinjen også signalerede, var der selvsagt ikke meget spil at råbe ’hurra’ for de første 43 minutter.

    Lige pludselig, og måske lidt ud af ingenting, var der, særligt set med danske briller, noget, der kunne få én op af stolen. Efter en mindre frispilning fra Gøtze kunne Bruun Larsen lidt til højre for målet trykke den af. Bolden farede ind mellem venner og fjender i Berlinernes felt, hvor den, til Bruun Larsen samt hjemmeholdets store held, blev rettet af og ind i mål. Selvom målet blev tangeret til et selvmål, blev danskerens navn i overbevisende, rungende stil råbt op af stadionspeaker samt fans. Således gik holdene til pause med stillingen 1-0.

    Til anden halvlegs start havde Tuchel ændret en anelse i formationen. Bruun Larsen var stadig at finde på holdets højre kant, men til gengæld var Emre Mor i stedet rykket ind centralt i banen. Dette gav ind i mellem den lille dribler rigtig god plads, og allerede efter fem minutters spil af anden halvleg havde han en rigtig god skudmulighed omkring feltkanten. Desværre for Emre Mor og Borussia Dortmund strøg bolden et godt stykke over mål.

    Fra anden halvlegs start havde Borussia Dortmund, grundet den taktiske ændring, et væsentlig overtal af spillere på midtbanen. Dette gav flere gange hjemmeholdet gode opspilsmuligheder centralt i banen.  I en situation og et opspil, der blev udført gennem midten, men der dog samtidig også blev dømt offside, endte bolden ved Bruun Larsen, der med sit skud ramte stolpen. Denne aktion blev samtidig én af de sidste af danskerens aktioner i denne kamp. Ud gik Bruun Larsen nemlig i det 68’ minut, hvor han her kunne se tilbage på en præstation, hvor fejlene var minimale, og hvor der samtidig var tale om et overtal af succesfulde aktioner. En præstation danskeren helt sikkert kan være stolt af. ’

    Efter det 70’ende minut faldt kampens en anelse i intensitet. I boldomgang var hjemmeholdet betydeligt langsommere. Dette gav ind i mellem udeholdet fra Berlin mere spil frem på banen. Efter et frispark taget lidt ude i udeholdets højre angrebsside og en efterfølgende returbold, fik Steven Skrzybski, der blot et minut forinden var blevet skiftet ind, sendt en kanondrøn af ind mod Roman Weidenfeller i Borussia Dortmund-målet, der ikke fik reageret hurtigt nok. Således stod der efter 81 minutters spil pludselig 1-1.

    Frem mod den ordinære spilletids afslutning fik hjemmeholdet skruet op for tempoet igen. Dette affødte blandt andet en større chance til Emre Mor af sig. Uheldigt for tyrkeren ramte han dog stolpen. Også Union Berlin bed fra sig med et par ’lige ved og næsten’-muligheder. De 90 ordinære minutter endte dog 1-1.

    De 11.000 medrejsende Union Berlin-fans lavede gentagende gange pyroshow.
    De 11.000 medrejsende Union Berlin-fans lavede gentagende gange pyroshow.

    I første ekstratidsperiode var det klart Union Berlin, der var tættest på at score. Efter en mindre skovtur fra Weidenfeller var udeholdet pludselig placeret i en to mod to-situation mod to BVB-spillere og altså uden nogen Weidenfeller i målet. Heldigvis for hjemmeholdet ødelagde en upræcis aflevering gæsternes mulighed for at score. I anden halvleg af kampens ekstratid var det i stedet Borussia Dortmund, der kom tættest et føringsmål. Her skulle Castro med et frit spark inden for feltkanten have ramt målet. Uden større muligheder endte de 120 minutters spil dog 1-1, og så var det tid til straffespark.

    I straffesparkskonkurrencen viste hjemmeholdet styrken og vandt 3-0, og hermed blev kampens slutcifre 4-1. Allerede kort efter slutfløjt blev der af størstedelen af de 79037 fremmødte tilskuere råbt hadesange mod Schalke 04, der, i vel årets største kamp, venter lørdag. Med udgangspunkt i kampen i dag er der tale om et hjemmehold, der i den grad skal oppe sig før på lørdag. Union Berlin gav unødigt store problemer, hvilket selvfølgelig ikke kan være tilfredsstillende for træner Tuchel. Med 3-3-skuffelsen i Ingolstadt er det dog trods alt vigtigt, at de schwarzgelben endte med at hive sejren i hus til sidst. Lige nu er der brug for succesoplevelser, så klubben igen kan komme fuldstændig tilbage på sporet. Om ikke andet skal der helt sikkert findes en bedre præstation frem til lørdag, for Schalke giver helt sikkert ikke ved dørene.

    Spred ordet:
    Mads Egmose
    Studerer medievidenskab på SDU på niende semester og vil frem til årsskiftet med bopæl i Dortmund skrive for Tribunen.com om Borussia Dortmund. Analyser, reportager og perspektiv om og på BVB.