Hørsholt og FCK på et umuligt europæisk korstog

0

FC København solgte sig selv dyrt i udekampen mod Leicester. Det er præcis samme øvelse, de hvidblusede er i færd med udenfor banen i en kamp, de ikke kan vinde. Ikke helt en selvmordsmission, mere en selvværdsmission.

Direktør Anders Hørsholts ord forleden i BT om, FCK mere end sonderer terrænet og mulighederne for en nordeuropæisk liga handler om at de danske mestre og klubber fra nogenlunde samme hylde ikke agter at lægge sig fladt ned og se Europas største klubber ekskludere dem fra Champions Leagues lukrative selskab.

”Hvis ikke vi agerer nu, vil vi se de største klubber vokse sig større og stærkere, mens det vil blive stadig vanskeligere for klubber som os. Vi må derfor se på, hvilke alternative internationale muligheder der er for FCK i fremtiden,” sagde han.

Ordene var selvfølgelig velvalgt og ikke lige klemt ud mellem sidebenene en tilfældig dag på kontoret. FCK har længe været i dialog med klubber fra Belgien, Holland, Norge, Sverige og Skotland, og kilder forklarer, at dialogen var så fremskreden, at man var bedst tjent med bare at få det ud i offentligheden og få sat ord på. Skotsk presse har længe haft dialogen i kikkerten og internt fnidder i belgisk fodbold ville med en vis sandsynlighed få dialogen ud i pressen uanset hvad.

Under danske himmelstrøg har der ikke været fnidder. Jo, FCK fik den forventede klaphat-flak på de sociale medier, med uha I tror, I er noget, men allerede dagen efter stod Divisionsforeningen og Claus Thomsen last og brast med FCK og bakkede københavner-holdet op ligeledes i BT. Altså stod hele Superligaen bag FCK’s udmelding om, at man er parate til kraftigt at overveje alternativer til Champions League. Ikke at de danske klubber har meget at tabe, men på sin vis befriende med fælles fodslag.

Sagens kerne er, at de største medlemmer af sammenslutningen af europæiske klubber ECA har fået lovning på, at alle deres deltagerhold i Champions League stryger direkte i gruppespillet. Der er 220 medlemmer af ECA, herunder europæiske miniputter som skotske Motherwell, men læsset trækkes og dikteres af Arsenal, Chelsea, FC Bayern, Manchester United, FC Barcelona, Real Madrid, Liverpool og de to Milano-klubber. Den opmærksomme læser eller bare den martrede Liverpool-fan genkender hurtigt en trio af holdene, der ikke længere regelmæssigt begår sig i Champions League. Derfor skal Champions Leagues strukturændring sikre, at Europas fem største ligaer får alle deres deltagerhold direkte i gruppespillet, og ikke flere playoffkampe med risiko for at fejle. Det skal jo nødigt hedde sig. Den beslutning vil kabinettet af mindre klubber bekæmpe med næb og klør.

Det vil efterlade færre billetter til resten af feltet og heraf vanskeligere kvalifikation til gruppespillet.

Det handler naturligvis om penge. Og mere vil have mere. ECA’s tunge drenge rasler med sablen og truer med at etablere egen global liga og altså farvel til de nationale ligaer samt UEFA’s turneringer og goddag til kampe mod hold fra USA, Kina, Asien, Sydamerika og Oceanien. Naturligvis for at vinde brandingmæssige markedsandele samt større tv-pakker.

Den retorik hørte vi også i 2011, hvor især Rummenigge talte dunder og truede med alskens ulykker, men da først UEFA gjorde som befalet, og omfanget af tv-penge steg, så indordnede de store hold sig. Det er samme krigstrommer FCK nu slår på. Hør på os, tag os alvorligt eller vi er tvunget til at agere.

Desværre ved UEFA og ECA, at det er nær ved tomme tønder, som FCK slår løs på. De skotske klubber Celtic og Rangers har ikke haft travlt med at bakke forslaget op. De er i præcis samme båd som FCK, bare spørg Peter Lawwell hvor kærkommen de 20 millioner pund for deltagelsen i indeværende Champions Leagues gruppespil er, men drømmer mest om at blive sluset ind i Premier League. Derfor vil skotterne gå på listesko, og historien har ikke fyldt alverden i det skotske. Hollændernes selvforståelse er som kun hollændernes kan være, og de forventer, at det næste store Ajax-hold der erobrer Europa ikke er langt væk. Dette på trods af at kvaliteten af den hollandske liga er dalende. Derfor har de belgiske reaktioner været interessante.

Via et par gode belgiske pressekilder fik jeg sendt lidt spørgsmål rundt i systemet, og fra Gents klubpræsident Ivan de Witte (Gent er også med i tankerne omkring en transnational Nordatlantisk liga) lyder det:

”Spændende ideer og en krigserklæring, men vanskeligt at udføre.”

Club Brugge og Anderlecht er nøgleklubber i projektet, men har været noget træge i optrækket. En belgisk fodboldembedsmand med fortid i Anderlecht og nuværende ansat i ECA har på den ene side arbejdet for de store klubbers krav, og på den anden side meldt ud, at han forstår de mindre klubbers krav og vil arbejde for dem. Dette vægelsind samt brødnid omkring Anderlechts stadionprojekt i Bruxelles har kastet grus i maskineriet, men duoen bakker dog FCK sådan lidt forbeholdent op, forklarer kilder.

FC København vil utvivlsomt helst fastholde status quo. De har trods alt hjemme i en liga som de år efter år har gode chancer for at vinde, og kan med en vis sandsynlighed forvente Champions League gruppedeltagelse sådan hver tredje/fjerde år. Og med de resultater som klubben har leveret på banen og transfermæssigt, så kan de måske tilmed drømme om oftere deltagelse. Ud fra det nuværende regelsæt. Lykkes det, at opretholde status quo eller en struktur, der minder om det, så vil det være en sejr for FCK og ligesindede.

For når de store hold forlanger et bredere stykke af kagen, så begrænser de helt indlysende de mindre holds mulighed for vækst. FCK, Malmø, Basel, Club Brugge og BATE skal simpelthen med jævne mellemrum i gruppespillet for at bygge på, og det er i min optik et skud i egen fod, når de store drenge ønsker at udelukke de små.

Ja, der er sportslige hensyn at tage, men helt ærligt. Er der nogen der dør af, at Real Madrid kører Legia Warszawa over? Når engelske og italienske hold har fejlet allerede i gruppespillet (hvem nævnte Manchester United og de røde djævles store budget), så har jeg ikke bemærket et ECA-krav om deltagelse af færre historisk store hold. Champions League millioner drypper jo livgivende ned på underskoven af klubber, som er de facto talentakademier for de store hold. Hvor mange belgiske spillere løber der ikke rundt i Premier League? Og hvor mange af dem er ikke fremavlet på blandingsbrændstoffet af Champions League-millioner, store engelske transferchecks og generel hype omkring belgiske spillere.

Det er ingen hemmelighed, at kun få talenter fra Europas største klubbers akademier slipper igennem til førsteholdet. Real Madrid er måske klodens bedste forretning udi marketing, omsætning og i det hele taget nytænkning omkring salg af eget produkt og er samtidig notorisk berygtede for at lade hånt om egne talenter. En god del af holdets nøglespillere har fortid i klubber som: Albacete, Lyon, Porto, Sporting, Lens, Sevilla, Maritimo, Southampton, Dinamo Zagreb og Malaga. Måske vil FC Porto blive inviteret med i en global udbryderliga, men ellers er det svært at forestille sig andre. Hvis Real, Barcelona, Manchester United og de andre tunge drenge danner deres egen globale liga og forlader de nationale ligaer samt UEFA, så er det ikke et utænkeligt scenario at samhandel mellem dem, der forlader båden, og dem der blev tilbage ombord bliver vanskelig. Ja, det skal da nok gennemføres, dertil er pengeinteresserne for store, men tænk tanken til ende. Ingen samhandel – ingen rekruttering fra de mindre klubber. Champions Leagues gruppespil handler om andet end penge. Det er simpelthen talent og spillerudvikling på højeste plan. Og et meget nødvendigt plan så forsyningskæden til Bernabeu bevares. Prisen for de store klubber er så, at rejse en tur til København, Bulgarien eller andre steder i fodboldens udkanter så længe gruppespillet står på. Prøv at nyde det mens I alligevel er her.

Et hovedargument fra ikke mindst tysk, italiensk og spansk side er Premier Leagues rasende mange millioner fra tv-aftaler. De stikker af økonomisk, lyder det. Og selvfølgelig er det paradoksalt, at det giver Crystal Palace flere penge at slutte på Premier Leagues 17. plads og knap undslippe nedrykning end det gør at vinde Champions League. Men hey. Is på. Så længe englænderne jævnfør Sam Allardyce og følge-afsløringerne sovser rundt i en god gang gravy af brune kuverter, håbløs planlægning og en nonstop karrusel af trænerfyringer, så er det vist ikke værd at ligge søvnløs over. Tværtimod har de engelske tv-penge vist sig at være som naboens bugnende æbletræ, hvor der kan plukkes frit og tjenes gode transferpenge. Fransk, spansk og tysk fodbold sælger spillere til de engelske klubber for store beløb, der igen og igen understreger, Premier League er en gavmild og ikke videre struktureret køber.

Dortmund var lige nede og runde konkurstruslen og fandt tilbage til tysk mesterskab og Champions League-finale, mens rige Newcastle i samme periode fjollede en pengetank op og nu ligger i den næstbedste række. Englænderne er virkelig en trussel, der er til at overse.

Det siger alt, at engelsk talentudviklings hotspot er betonen i Sydlondon langt fra Manchester-klubbernes store budgetter, og at der ikke har været en engelsk finaledeltager i Champions League de sidste fire år. Ja, englænderne har mange penge, men set fra et FC Bayern, FC Barcelona eller Real Madrid-synspunkt, så får de ikke faretruende meget ud af dem. Og slet ikke nok til at det er værd at sprænge fodbolden, som vi kender den i stumper og stykker for. Eller er det bare der, hvor sporten er på vej hen?

Jeg er med på sådan rent sociologisk, at når engelske, italienske og spanske klubber får udenlandske ejere – som regel velhavere og forretningsfolk med business kloden over – så vil disse kosmopolitter se det som helt naturligt at være ligeglad med om en spiller er spanier eller franskmand. Jeg ser mere det fuldstændige ublu fokus på flere og flere penge som et skred i sportens selvforståelse. Pengene har altid været der – også i amatørdagene, hvor de dygtige britiske spillere fik mønter i stukket i deres sko, så de uset kunne stikke dem til side efter kampene – men der har samtidig været en forståelse for traditioner og historie. Alt er til salg nu. Nationale og europæiske turneringer, landsholdenes betydning, solidariteten og respekten for et betalende publikum med perfidt accelererende billetpriser. Alt er til salg. Skal den tendens ændres, så skal komme fra det folk, som fodbolden er ved at forlade. Hvis publikum bliver væk eller ser noget andet på tv, så vil det gøre ondt. Men ikke før. Og at UEFA’s ledelse ikke aner, hvilket ben de skal stå på, blev tykt understreget af forbundets nyvalgte præsident Aleksander Ceferin, der i et interview med AP åbner for afvikling af Champions League-finalen på andre kontinenter. Eksempelvis New York. Hvem sagde flere tv-penge? Det europæiske forbunds fremmeste finale. Afviklet i USA eller Kina. Argumentet om, at skal man som fan rejse fra Portugal til Aserbajdsjan, så er der lige så langt som til New York, må være født i UEFA’s presseafdelings store haller. Sig det nu bare, som det er. Det handler om flere penge og knæfald.

Folkets kamp har FCK intet med at gøre. Og man skal selvfølgelig ikke tage fejl. FCK’erne er primært klar til at drage på korstog, fordi deres forretningsmodel er truet, men Hørsholts krigstrommer giver mening. Ikke kun set fra en lille ligas synspunkt, men sådan i et bredere spektre. De store klubber nyder godt af de mindre klubbers arbejde. De vil bare ikke stå ved det, eller også tegner deres økonomi og marketingsafdelingers regneark et billede af en global guldkalv.

Forhåbentlig vil sund fornuft og ikke selvcentreret kommerciel interesse vinde den ophedede debat. Men jeg vil ikke sætte penge på det.

Spred ordet:
Søren Sorgenfri
Redaktør på www.tribunen.com. Skriver primært om Superligaen, det danske landshold og Premier League. Frafalden RUC'er og tidligere fodboldjournalist for BT. Gæsteskribent for mobilmediet Føljeton og forfatter til bøgerne: 'Per Nielsen - Brøndby 4 evigt?' og 'Christian Eriksen - Danmarks Stjerne'.