Komplet offdag i Leverkusen: Førstepladsen glipper.

0

Lørdag aften spillede Bayer Leverkusen og Borussia Dortmund Bundesligaens sene kamp i runde seks. Bay Arena, hvis kapacitet blot tæller 30.000, og som af denne grund kan puttes ind i alene Südtribunen på Signal Iduna Park, lagde denne sene eftermiddag græs til en kamp mellem henholdsvis rækkens nummer tre og nummer elleve.

Stadionets udebaneafsnit var allerede cirka halvanden time før kampstart fyldt godt op af fans klædt i gult og sort. Flere af Borussia Dortmunds fans, der ikke havde anskaffet sig billet til selve udebaneafsnittet, benyttede sig af deres tidlige ankomst til at hoppe over hegnet og ind til deres medrejsende, allierede. Sammen fik de udtrykt enorm, højlydt glæde, da det over højttalerne lød, at Bayern München blot havde fået uafgjort hjemme mod FC Köln, der lige nu er i rigtig god form.

Allerede femten minutter før kampstart begyndte det gule udebaneafsnit at gynge. Forskellige højlydte råb, slagsange og klapsalver slængedes ud i de resterende af stadionets afkroge, hvor blandt andet sangen, ”Ihr werdet nie Deutsche Meister”, rettet mod hjemmeholdet, larmede ekstra højt.  Hjemmeholdets fans begyndte kort efter også at vågne op, hvor der blandt andet blev buh’et rigtig højt af den tidligere Leverkusen-spiller, Gonzalo Castro, og således startede allerede femten minutter før kampstart en kamp på lægterne fangrupperne imellem.

le2
Det sort-gule udebaneafsnit

Kampen startede med udeholdet, Borussia Dortmund, mest på bolden. Interessant for gæsternes opspil var det, at portugisiske Raphaël Guerreiro, der denne lørdag spillede på venstrebacken, ofte trak ind i midten ved siden af Julian Weigl, således udeholdet i deres opspil skiftede til en 3-4-3-opstilling med fire centrale midtbanespillere samt tre frontangribere. Dette taktiske valg medførte sig dog intet positivt de første ti minutter.

I stedet var det hjemmeholdet, der kom bedst fra start, da Admir Mehmedi efter ti minutters headede bolden ind bag Roman Bürki efter et hjørnespark. Efter hjemmeholdets føring ændrede Borussia Dortmund opspilstaktik. I stedet for i opspillet at trække ind i midten, beholdte man i stedet Guerreiro på sin venstreback. Denne ændring gav umiddelbart en anelse mere flow i de sortgules opspil. Efter tyve minutter kom man for første gang frem til noget, der lignede en chance, da Aubameyang fra en forholdsvis fri position tæt på mål burde have puttet den i kassen. Karakteristisk for Borussia Dortmunds start på kampen, blev dette dog en forkølet afslutning. Kendetegnende for udeholdets første cirka 25 minutter blev halvdårlige boldberøringer og afleveringer samt i det hele taget manglen på rytme i spillet.

Oppe foran syntes der den første halve time i overvejende grad at være mangel på kreativitet og altså mangel på enten spiller som Mario Götze eller Shinji Kagawa. Til dagens kamp havde træner Thomas Tuchel valgt at spille uden en decideret 10’er. I stedet var henholdsvis Sebastian Rode samt Gonzalo Castro valgt til holdets centrale midtbanepladser, således der her i højere grad var tale om arbejdsraseri end om lækker kreativitet. Netop disse to centrale midtbanespillere havde det utroligt svært i første halvleg, og særligt Castro havde flere dumme boldtab. Der var dog ingen spillere klædt i gult og sort, der efter første halvleg kunne være sin indsats bekendt. Efter de første 45 minutter kunne Tuchel til stadighed blot notere sit hold for en enkelt chance. I stedet kunne der noteres et hav af dårlige Borussia Dortmund-aktioner, ofte i formen af dårlige boldberøringer samt afleveringer, der alle sammen i særdeleshed skreg af mangel på parathed.

le3
Overbliksbillede, Bayer Leverkusen – Borussia Dortmund

Noget blev der nødt til at ske i pausen, og det gjorde der bestemt også. Til anden halvleg valgte Tuchel at foretage en dobbeltudskiftning, idet Marcel Schmelzer og Emre Mor kom ind som erstatninger for Christian Pulisic samt Castro. Rent taktisk gjorde disse udskiftninger, at Guerreiro blev rykket ind på den midtbaneplads, som han det seneste tid har gjort det rigtig godt fra. De første ti minutter af anden halvleg gjorde disse taktiske ændringer dog ikke det store ved Borussia Dortmunds spil. Ligesom tendensen var det i første halvleg, var det ligeledes Leverkusen, der kom bedst fra start i anden halvleg. Fra den fyldte, gulsorte udebaneblok lød gloserne ”Auf gehts Dortmund, kämpfen und siegen, weil wir dich so lieben, gewinnst du dieses Spiel für uns” gentagende gange, men heller ikke denne massive støtte fra de schwartzgelben fans hjalp Borussia Dortmund med at finde frem til de store chancer. Et skud fra Schmelzers højrefod fra inden for feltkanten, der endte med et indkast til Leverkusen, var symbolet på en, i det 65’ minut, til stadighed dårlig præstation fra de sortgule.

Allerede efter 70 minutter havde Tuchel foretaget alle sine tre udskiftninger, da Kagawa her erstattede Rode. Kort herefter kom Aubameyang endnu engang til en halv friløber, men ligesom i første halvleg var afslutningen ikke god nok til at passere Bernd Leno i Leverkusens mål. I stedet var det Leverkusen, der i den anden ende kunne gøre det til 2-0, da Chicharito nemt kunne lægge kuglen i mål. De sidste minutter frem mod slutfløjt var det til stadighed hjemmeholdet, der var bedst. Borussia Dortmund fandt frem til netmaskerne, men målet blev annulleret.

le4
Nordkurve, Bayer Leverkusen

Alt i alt var der denne lørdag aften tale om en komplet offdag, hvor tæt på ingenting fungerede for Borussia Dortmund. Ikke at det blev voldsomt meget bedre efter Kagawas indskiftning, og selvfølgelig er det nemt at kritisere efterfølgende; alligevel mener jeg, det er vildt, at Tuchel, med både Götze og Kagawa til rådighed, ikke bruger en 10’er fra start i dagens kamp.  Taget i betragtning at rivalerne fra Bayern München samtidig netop havde smidt point hjemme mod Köln, er det ekstra ærgerligt, at det lige var i dag, at Borussia Dortmunds offdag indtraf. Stærkt havde det været, hvis Ruhr-klubben kunne gå til landsholdspause med tre point og en plads som nummer et i Bundesligaen. Sådan skulle det dog ikke blive.

Spred ordet:
Mads Egmose
Studerer medievidenskab på SDU på niende semester og vil frem til årsskiftet med bopæl i Dortmund skrive for Tribunen.com om Borussia Dortmund. Analyser, reportager og perspektiv om og på BVB.