Det handler ikke om Brøndby, men om gigtpiller og ord

0

Denne klumme bliver anderledes end de tidligere i serien. Det var egentlig min tanke at skrive en klassisk vurdering af Superligaens hold her, hvor der venter en efterårsferiepause på den anden side af 12. spillerunde 12.

Måske i næste uge. Det kommer i stedet for til at handle om Martin Ørnskov og ord. Ørnskov fortæller om sine oplevelser i Brøndby-tiden i en bog, jeg har skrevet. En lille stram sag af en bog som næppe vil blive diskuteret på litteraturstudier om 100 år. Eller om et år, men emnet er for mig interessant al den stund temaet i ’Rebellerne’ handler om, hvorfor fodboldspillere kan være, skal være eller er kedelige. Kedelige forstået som leverandører af ligegyldige svar i stil ’joooo (gerne lidt falset), men det klart, at Malta altid vil være en svær opgave i et udsolgt Parken’. Og den moralisering der ofte ses i sportens kølvand.

Underforstået. Hvorfor er der langt imellem, der siges noget sådan for alvor interessant. Som Silkeborgs cheftræner Peter Sørensen, der også interviewes til bogen, undrer sig over, så er fodbolden gået fra en tid, hvor Johan Cruyff i protest mod styret i 70ernes Argentina sagde nej til at spille VM der, til en sport hvor Gareth Bale snakker om harmløse hårprodukter og ikke stort andet. Sådan groft sagt.

Hvad er der sket, hvorfor og hvordan ser forskellige aktører på den udvikling, og især hvorfor det virker som om medier og klubber/spillere sidder i hver deres lejr.

Jeg spurgte Martin Ørnskov, om han ville deltage, fordi jeg fra tidligere snakke med ham, vidste at det nagede hans ærekære sportsmandshjerte, at det ikke sådan for alvor blev en succes for ham i Brøndby. Altså han rundede jo 100 kampe, hvilket man ikke gør i den klub med mindre, man har noget at byde ind med, men det er ingen hemmelighed, at hans forhold til dele af klubbens fans var lettere anstrengt. Familiefædre der hang udover reklamebanderne og råbte fuck dig Ørnskov for nu at tage et eksempel, jeg selv har overværet.

Fans der så ham som personificeringen af resultater, der ikke blev som håbet og som eksponent for kedelig, stiv skabelonfodbold. Og at den hetz eller hvad vi nu skal kalde det, fik lov at stå unuanceret tilbage, da han forlod klubben. De negative energier og den taberrolle han blev tildelt, ville han gerne fortælle om og forholde sig til. Ikke mindst fordi han observerede skurkerollen gik i arv. Også til yngre spillere når det ikke lige gik som håbet på banen. En ’ syndebukkenes arvefølge’ der tidligere havde talt navne som Stefan Gislason, Jan Kristiansen og Peter Madsen. For nu at nævne tre af de mest fremtrædende.

Når man taler med Ørnskov om tiden Brøndby, så er det tydeligt, at Brøndby var virkelig noget, han havde set frem til. Det gør naller på ham, det ikke gik, som han drømte om. Det var toppen af karrieren, men skader og deraf et misbrug af gigtpiller samt en rolle som en taktisk fastlåst midtbanespiller gjorde, det ikke blev som det skulle være for ham i den blågule trøje. I hvert fald som han havde håbet.

Efter betænkningstid gik han med til at fortælle om det, men understregede, at det skulle handle om at være sportsmand og villig til at give sig fuldt ud, koste hvad det ville. Og hvordan negativitet fra publikum kan obstruere et fodboldholds præstationer og stilfærdigt minde om, fodboldspillere uanset lønseddel også er mennesker. Det skulle ikke være et angreb på Brøndby IF, og han ville ikke iscenesættes som et forsmået tudefjæs. Det understregede han flere gange. Han har ikke haft som ambition at begynde en verbal krig med Brøndbys fans, men mere et opråb i retning af ’hey, Brøndby er en stor klub, som mange mennesker ønsker tilbage på toppen af dansk fodbold. Stå sammen om det og fællesskabet.’

Han fik en syndebukrolle på banen, mens Thomas Frank fik den udenfor banen.

Der skulle ikke peges fingre, men forklares, som han siger. Som det fremgår af bogen, tager Ørnskov det fulde ansvar for egne handlinger omkring brug af gigtpiller, og opfordrer egentlig kun andre atleter til at tænke sig om. Og vedgår samtidig dobbeltmoral, fordi han indrømmer, at han da ville gøre det igen. Kombinationen af professionel sportsudøver og smerter fik ham til at se stort på fornuften. Han ville spille.

Nu er det sådan, at det skete for Ørnskov, mens han spillede i Brøndby, men arbejdsgiverforholdet er mindre vigtigt her. Han havde fortalt samme historie, hvis det var sket for ham i ADO Den Haag eller Blackpool.

Ørnskovs pillemisbrug skete i den tid, hvor Per Rud var sportschef. Alligevel kommenterede nuværende sportsdirektør Troels Bech på sagen med den afvæbnende skubben-aben videre til skribenten (altså mig), at en bevidst Brøndby-vinkel er godt for salget. Eller også var det som reaktion på de mediespørgsmål, han fik i går. Det aner jeg ikke.

Det er formentlig en automatreaktion fra en topleder i Brøndby, at tænke det må primært handle om Brøndby (landets mest eksponerede klub), når klubbens navn optræder i en sætning, men det er ikke tilfældet her. Det handler faktisk overhovedet ikke om Brøndby som klub eller den nuværende ledelse for den sags skyld. Desuden skal det for god ordens skyld bemærkes, at Brøndby IF først fik mulighed for at læse kapitlet med Ørnskov-interviewet fredag formiddag.

Bech har i hvert fald haft travlt ved telefonen med tanke for det mediefokus, der har været på Brøndbys ansvar og rolle i forbindelse med Martin Ørnskovs pillemisbrug. Et bemærkelsesværdigt stort fokus øvrigt med tanke for Ørnskov gør sig umage for at ‘frikende’ klubben, nedtone dens rolle og påtage sig det fulde ansvar.

Bogen handler om at sige sin mening, og hvorfor man ikke gør det, selv om man har lyst. Hvorfor vil en spiller som Ørnskov hellere finde sig i tilsvininger end at stå frem med sin side af sagen, når han tilmed er villig til at indtage store mængder smertestillende piller for at spille for netop det publikum, der var efter ham.

Og man kan vel ikke forestille sig misbrug af gigtpiller er en problemstilling, vi stiltiende skal affinde os med skal være en naturlig sidevogn til karrieren som professionel fodboldspiller. Skal kikkerten forblive for det blinde øje, eller skal debatten tages åbent. Og kan fodboldspillere ærligt rejse sig op og sige, det er noget lort, at man er nødt til at tage den slags, men at de af forskellige årsager gør det. For ikke at miste pladsen på holdet, for at hjælpe holdkammeraterne eller måske bare martyrens motivation.

Troels Bech har ret i, at gigtpiller ikke er et eksklusivt Brøndby-problem. Rigtigt. Ørnskovs ord handlede jo heller ikke om Brøndby som sådan, og det finder sted i mange klubber ikke kun her til lands. Men nu er det sådan, at spillere med fortid i Brøndby har haft modet til at fortælle om det uden, det gør det til en problemstilling isoleret til netop den klub. Det er et spillerkulturelt spørgsmål på tværs af stort set alle klubber. Det var Ørnskovs ærinde at fortælle om sine overvejelser her, samt om det pres en upopulær spiller udsættes for. En stemme fra ligaens ellers ret tilknappede spillermiljø.

Det er muligt, nogen vil se Ørnskovs ord som en lejlighed til at pege fingre af Brøndby. Men det kan Ørnskov trods alt ikke stå på mål for. Han er ret klar i sin udmelding om, hvorfor man går stille med dørene som menneske, der har talentet til og valgt at leve af fodbolden.

Så i stedet for at se Ørnskovs ord som et angreb på Brøndby kan man glæde sig over, at spillere derfra har røv nok i bukserne til at mene noget om det og stille sig frem og advare andre og åbne debatten. Uanset hvor ufornuftigt det har været af Per Nielsen, Daniel Agger og Martin Ørnskov at anvende smertestillende piller i stort omfang. Der er mange andre i samme båd, som ikke siger noget. Og det er ikke fordi, det ikke finder sted andre steder.

Det er klart, at Brøndby har en bevågenhed, der gør det mere sandsynligt skribenter af forskellige årsager interesserer sig for spillernes historier. Jeg havde nok ikke skrevet Per Nielsens biografi, hvis han havde spillet 547 kampe for HB Køge – med al respekt. Ørnskovs historie havde jeg skrevet uanset klub.

Klummen er opdateret kl. 15:11.

Denne klumme har www.nordicbet.dk som annoncepartner. www.nordicbet.dk har ingen indflydelse på klummens indhold.

Spred ordet:
Søren Sorgenfri
Redaktør på www.tribunen.com. Skriver primært om Superligaen, det danske landshold og Premier League. Frafalden RUC'er og tidligere fodboldjournalist for BT. Gæsteskribent for mobilmediet Føljeton og forfatter til bøgerne: 'Per Nielsen - Brøndby 4 evigt?' og 'Christian Eriksen - Danmarks Stjerne'.