BVB: Dortmunds sammenhold skal fælde Real Madrid

0

Tirsdag aften fløjtes der igen til Champions League-fodbold på Signal Iduna Park. Spanske Real Madrid, de forsvarende Champions League-vindere, der i første runde lige akkurat hev en 2-1-hjemmesejr i hus mod portugisiske Sporting Lissabon, kommer på besøg. Ikke siden forrige udgave af ’Vinderholdenes Turnering’, hvor Juventus i ottendedelsfinalen var på besøg, er Champions League-hymnen blevet afspillet på det imponerende gulsorte stadion. Dengang blev det til en eftertrykkelig lussing til hjemmeholdet, da italienerne overbevisende vandt 3-0.

I forhold til aftenens kamp er det, modsat dette dengang tydelige nederlag til Juventus, et helt andet indtryk, jeg sidder med. Borussia Dortmund gennemgår lige nu en utrolig stærk og målrig periode og har af denne grund ekstra gode muligheder for at vinde aftenens kamp. Betragtes hjemmeholdets seneste fire kampe, er det blevet til fire sejre ud af fire mulige, hvor Borussia Dortmund, med en målscore på 20-3, i den grad har stadfæstet særligt holdets offensive styrke. Målene er tilmed kommet fra rigtig mange forskellige fødder, således aftenens hjemmehold fra flere positioner har vist sig offensivt skarpe. Eksempelvis de 17 mål, tyskerne scorede i forrige, vanvittige uge mod henholdsvis Legia Warszawa, Darmstadt samt Wolfsburg, blev scoret af tolv forskellige spillere. Ydermere er det blevet indikeret fra både spillere og træner Thomas Tuchel, hvor klar holdet er til aftenens opgave. På mandagens pressemøde blev det blandt andet gjort klart af målmand Roman Bürki, at respekten for Real Madrid er stor, og at truppen glæder sig utrolig meget til at tage imod de forsvarende Champions League-vindere: ”Jeg glæder mig rigtig meget til i morgen. Siden man var barn, har man altid gerne ville møde Real Madrid.”  Tilmed udtrykte den schweiziske målmand sit holds tro på egne evner: ”Vi føler sig stærke og tror på, at vi kan fortsætte i morgen (tirsdag, red.)”.

Borussia Dortmund-manager Thomas Tuchel bekræftede ligeledes efterfølgende, hvor klar hjemmeholdet er på opgaven i morgen: ”Vi har set de sidste af Real Madrids kampe og set, hvordan de spiller, hvilke spillere de har. Vi kender naturligvis Real Madrids styrker, Ronaldo, Bale, Morata og Benzema.”  Tuchel blev tilmed spurgt ind til Real Madrids lige nu skadede defensive midtbanespiller, Casemiro, overfor hvem BVB-træneren udtrykte sin respekt: ”Casemiro er en virkelig central spiller. Han er løbestærk og stærk i mand mod mand. Vigtig mand for Real Madrid.” Den portugisiske verdensstjerne, Cristiano Ronaldo, blev ligeledes rost af Tuchel: ”Ronaldo er en utrolig vinder. Han prøver konstant at hjælpe sit hold til at vinde.” Om aftenens kamp påpegede Tuchel det, at hjemmeholdet har brug for frihed, hurtighed fra Ousmane Dembélé og Pierre-Emerick Aubameyang, solidaritet samt for at være ekstra opmærksom, når bolden tabes. Slutteligt indikerede Tuchel det tyske hjemmeholds fokus på sammenhold, idet han kaldte aftenens kamp for ”næste skridt i vores fælles udvikling”.

Modstanderholdet, og nærmere bestemt Toni Kroos og Real Madrid-træner Zinedine Zidane, kom efterfølgende til mikrofonerne på mandagens pressemøde. Kroos udtrykte først og fremmest dyb respekt for Borussia Dortmund og lagde vægt særligt på det tyske hjemmeholds nuværende form, samt hvor svært det er at spille på Signal Iduna Park:  ”Man ved, at Dortmund er i god form og har scoret mange mål. BVB har en rigtig god træner. De er meget aggressive på hjemmebane. De vil meget gerne have bolden, men det vil vi også. Jeg har tabt her. Jeg har vundet her. Det har altid været mega svært.” Kroos blev ligeledes spurgt ind til Casemiro, og hvad det betyder for tyskeren, at hans brasilianske kollega, grundet en ankelskade, ikke er i betragtning til aftenens kamp: ”Casemiro er vigtig for os. Det ændrer ikke det store for mig. Jeg skal spille femten meter længere tilbage. Mere ændrer sig ikke.” Kroos’ træner, Zidane, udtrykte ligeledes, at det selvfølgelig er et større tab for madrilanerne, at Casemiro ikke kan spille aftenens opgør: ”Casemiro er rigtig vigtig for os.”

Casemiro eller ej, er der ingen tvivl om, hvor vigtig aftenens kamp er for begge hold. Som nævnt gennemgår Borussia Dortmund lige nu en historisk, vanvittig god periode. Modsat denne stærke tyske periode har Real Madrid netop spillet to kampe uafgjort henholdsvis hjemme mod Villareal samt ude mod Las Palmas. Målt på holdenes nuværende form samt det faktum, at kampens spilles på  tyskernes enormt stærke hjemmebane, Signal Iduna Park, vil jeg hævde, at hjemmeholdet står med en lille fordel. Et interessant faktum er det, at Real Madrid aldrig har vundet en kamp om point på Signal Iduna Park, hvilket også taler for en overvejende resultatmæssig tysk fordel i aftenens kamp.

Til aftenens kamp er langtidsskadede Marco Reus, Sven Bender og Erik Durm stadig ikke i betragtning. Over for Marc Bartra og Aubameyang, der begge har været tvivlsomme til aftenens opgør, har Tuchel påpeget, at de, ligesom resten af truppen, er fuldstændig klar. Kampens spilles 20.45.

Spred ordet:
Mads Egmose
Studerer medievidenskab på SDU på niende semester og vil frem til årsskiftet med bopæl i Dortmund skrive for Tribunen.com om Borussia Dortmund. Analyser, reportager og perspektiv om og på BVB.