Foto: Mads Egmose

Når der på lørdag igen spilles Bundesliga-fodbold på Signal Iduna Park, er det alfa og omega, at hjemmeholdet sejrer. Borussia Dortmund led i lørdags et ærgerligt nederlag til oprykkerne fra Rasenball Leipzig ude med 1-0.

At tabe denne kamp var selvfølgelig på ingen måde tilfredsstillende, særligt, hvis de schwartzgelben vil betragtes som seriøse udfordrere til Bayern München. Kastes der et blik på kampprogrammet for denne første halvsæson, er det oplagt, at det netop er før jul, at Borussia Dortmund har mulighederne for at sætte ekstra tryk på sydtyskerne fra München.

For det første er der i denne halvsæson tale om et relativt overkommeligt startprogram, hvor man særligt hjemme møder hold (Darmstadt, Freiburg og Hertha Berlin), hvor det må forventes, at klubben henter maksimumpoint.

For det andet møder man i denne halvsæson flere af de større rivaler på hjemmebane. Henholdsvis Bayern München, Schalke 04 samt Mönchengladbach skal før jul på besøg på Signal Iduna Park.

På denne baggrund vil jeg hævde, at der i denne halvsæson er alle muligheder for at lægge et større tryk på Bayern München og på denne måde at agere seriøse udfordrere til den tyske titel.

Skal der lægges et pres på Bayern München, der under Carlo Ancelotti indtil videre har vundet fem ud af fem kampe med en målscore på 20-0, kræver det en sejr lørdag hjemme mod Darmstadt.

Heldigvis havde Borussia Dortmund-spillerne i midtugen en rigtig god oplevelse, da de, med en 6-0-sejr hos Legia Warszawa fik tanket en del selvtillid og samtidig vasket weekendens Leipzig-plet væk.

Med en tysk overlegenhed i samtlige af spillets facetter var der tale om klasseforskel på de to hold. Kendetegnende for størstedelen af afleveringerne i tyskernes opspil var en grundighed samt en sjældent set præcision, og samtidig var genpresset skarpt, hvilket en boldbesiddelse på 64 % i tyskernes favør indikerer.

Interessant fandt jeg særligt samarbejdet mellem Julian Weigl og Raphaël Guerreiro, som Thomas Tuchel havde valgt til den centrale midtbane denne onsdag. Med Weigls afleveringspræcision samt Guerreiros løbeiver og –arbejde kompenserede disse to midtbanespillere i imponerende stil for hinanden. Flere gange noterede jeg, at unge Weigl med en hård og præcis inderside fandt Guerreiro længere fremme på midten, der efterfølgende i første berøring fik lagt bolden videre til en af de offensive spillere, hvor der således med to sikre afleveringer hurtigt var sat en fem-seks Legia Warszawa-modspillere.

Christian Pulisic, der ligeledes havde fået chancen til onsdagens Champions League-kamp, viste glimt af, hvorfor han i så ung en alder allerede er fuldstændig berettiget til at være en del af en stærk Borussia Dortmund-trup. Foruden flot forarbejde der ledte til en friløber til Aubameyang, der dog brændte, var Pulisic stærk på bolden og i dribling og frem for alt sindssyg energisk. Alt i alt en succesfuld tysk aften i Polen, som de seks overskydende mål samt en skudstatistik, der blev vundet 30-7, også vidner om.

Til lørdagens kamp mod Darmstadt er det selvfølgelig fuldstændig at foretrække, at Borussia Dortmund kan bringe dele af disse gode midtugepræstationer med. På fredagens pressemøde forud weekendens opgave blev pressen mødt af en meget seriøs men dog smilende Tuchel, der, ligesom på det sidste, havde tid til at joke lidt med den fremmødte presse. Første emne var Mario Götze. Tuchel påpegede her, at han mener, Götze er på vej tilbage til topform og en ’bedste forfatning’.

Et andet centralt emne på fredagens pressemøde var truppens bredde. Tuchel gjorde meget ud af at understrege den brede trup, Borussia Dortmund er i besiddelse af, samt det faktum at alle virkelig gerne vil spille, hvorfor alle muligheder er åbne i forhold til startopstillingen. Samtidig udtrykte BVB-træneren dog også, at det er vigtigt, når man vælger startopstilling, at kigge på, hvor meget spillerne har spillet gennem en uge, da spillerne skal kunne holde til det i det lange løb.

Endvidere blev der fra Tuchels side delt særlige roser ud til Nuri Sahin og Mikel Merino, der af Borussia Dortmund-træneren begge blev kaldt for ’specialister til de centrale midtbanepladser’. Tuchel understregede, at særligt Sahin har en stor status hos ham grundet den tyrkiske spillers fortid i Borussia Dortmund. En anden tyrker, nemlig Emre Mor, fik også roser med på vejen denne fredag. Tuchel udtrykte, at Emre er en ’vild spiller, der gerne spiller med risiko’ og samtidig ’en spiller, der dog også lige skal lære, hvordan det er at være professionel fodboldspiller’.

Lørdagens modstander, Darmstadt, blev berørt meget lidt på pressemødet. Tuchel kaldte dem for særdeles kompakte men påpegede samtidig, at de også har deres udfordringer med erhvervelsen af flere nye spillere.

Borussia Dortmund spiller lørdag klokken 15.30 mod Darmstadt på Signal Iduna Park, hvor Tribunen.com er på plads.

Spred ordet:
Mads Egmose
Studerer medievidenskab på SDU på niende semester og vil frem til årsskiftet med bopæl i Dortmund skrive for Tribunen.com om Borussia Dortmund. Analyser, reportager og perspektiv om og på BVB.