Det bliver ikke i Porto FCK henter point

0

I en gruppe, der flere steder er stemplet som overkommelig, åbner FC København med den sværeste opgave. Udekampen mod FC Porto. Dragens Stadion. Symbolikken er tung og tyk, men med 22 deltagelser i Champions Leagues gruppespil så er FC Porto ikke kun favoritter til at vinde åbningskampen, men til at vinde hele gruppen.

Bevares. Leicester prøvede også kræfter med Europa i Martin O’Neill-æraen, men det er i småtingsafdelingen til sammenligning med FC Porto. Desuden er der intet af skelettet tilbage i Leicesters organisation fra tiden med Robbie Savage, Matt Elliot og Emile Heskey på banen – de engelske mestre har over de seneste år gennemgået en komplet forvandling til lokalt funderet lavbudgets-hold til organisatorisk rodebutik og videre til top-disciplinerede kontrakonger. FCK har langt større europæisk erfaring end Leicester, men englænderne er selvfølgelig på grund af spillerkvalitet og budgetter den oplagte kandidat til gruppens andenplads, og så er det ellers op til Club Brugge og FCK at tage livtag med de forhåndsforventninger.

Club Brugge er lidt ufortjent målt på spil og chancer kommet skidt fra land i den belgiske række, og med tanke for Leicesters stil, så kan det ligne en deler der, hvilket vil være glimrende for FCK, som vi må forvente rejser hjem med nul point og en lektie rigere.

FC Porto har ikke været så dominerende på den hjemlige scene som vanligt. Det har givet en vis dansk optimisme før kampen.

I tre årtier vandt de 20 mesterskaber, men de sidste tre år har Benfica takket være kontinuerligt og dygtigt strategisk arbejde erobret tronen. Jorge Jesus har været instrumental i den detronisering, men Jesus valgte i sidste sæson pengene – som Benfica-fans ser det – og skiftede til Sporting, der har levet en omtumlet tilværelse. Jesus har sat skik på Sporting, så FC Porto må nu forholde sig til en hjemlige scene, hvor dragernes magtmonopol er splittet ud i en tredeling. Måske er det netop den interne konkurrence, som FC Porto har haft brug for, for at finde tilbage til klubbens udgangspunkt.

FC Porto har i de seneste sæsoner bevæget sig væk fra den filosofi, der to gange har sikret dem den ultimative europæiske triumf. Finalesejren i 1987 i mesterholdenes turnering og Jose Mourinhos store mesterstykke med titlen i 2004, der blev hans gennembrud som toptræner, og så dragerne vinde Champions League.

I 1987 og 2004 havde FC Porto en portugisisk grundstamme på holdet. Flere af dem lokalfødte med forståelse for klubbens værdier. FC Porto stillede med otte portugisere mod FC Bayern i 1987 og landsmanden Artur Jorge som træner. Jose Mourinho, hvilket er en overset detalje for hans store FC Porto-hold, linede op med ikke færre end ni portugisere mod Monaco. Flere af dem som Ricardo Carvalho forblev tro Mourinho-soldater og fulgte ham med til Chelsea. Alle med det DNA som klubbens fans kalder Porto Mystique. En særlig vinderånd i stil med FC Bayerns mir san mir. Jose Mourinho kaldte Jorge Costa hjem fra eksil og et lejeophold i Charlton, fordi han vidste, at stopperen var netop den type selvopofrende forsvarsgeneral med stor spilforståelse, som ’Mou’ har brug for.

Mourinho er inspireret af den portugisiske idrætsprofessor Victor Frade. Det skal ikke trækkes i langdrag her, men kort fortalt prædiker Frade, at alle træningsøvelser skal indeholde elementer af taktik, fysik og gentagelse rettet mod den kommende kamp. Ikke noget at spille lidt bold bare for at spille bold. Det er meningsløst i hans og Mourinhos optik. Boldbesiddelse ses ikke som et våben. Tværtimod handler det om at være mest mulig effektiv, når man har bolden. Som Jose Mourinhos hold nu engang spiller, og selv samme opskrift der sikrede Portugal EM-guldet denne sommer.

De står ikke alene med de tanker. I 2015 arbejdede 250 portugisiske trænere udenfor landets grænser. Jorge Jesus har kaldt den portugisiske trænerskole for verdens bedste på grund af den dybe taktiske forståelse.

Det kræver spillere, der forstår den tankegang, og selv om det er store ikke-portugisiske navne som Falcao, Jackson Martinez og Hulk – og især de milliontunge salg af dem – vi forbinder med det nyere FC Porto, så har portugisere udgjort fundamentet. Pinto, Costa og andre, men i nyere tid har FC Porto flere gange stillet helt uden landsmænd i startopstillingen. FC Porto roses ofte for som få at være i stand til at håndplukke talenter- ikke kun fra Sydamerika – og opfostre dem til klassespillere og transferaktiver.

Således kastede klubpræsident Pinto da Costa i 2014 øjnene på mulighederne i nabolandet Spanien. Spanske spillere går som varmt brød til Premier League, og den trafik ville Pinto da Costa have en del af. Ind kom den spanske træner Julen Lopetegui og udstyret med klubbens største transferbudget til dato landede han ikke færre end syv spanske spillere. Han styrede FC Porto til en kvartfinale i Champions League, hvor en 6-1 lussing leveret af FC Bayern ikke gjorde ham meget godt, og efter en sæson uden sølvtøj trods de massive investeringer så røg han ud. Mærkværdige taktiske eksperimenter vandt ham heller ikke mange fans i et land rigt på dygtige trænere.

Derfor er det et såret FC Porto-hold, FCK står over for. Et Porto-hold der er vendt tilbage til rødderne med portugisere på holdet – senest blev tre af disse udtaget til de forsvarende europamestres landshold – og en mere pragmatisk spillestil end Lopeteguis luftkasteller.

Ind er hentet Nuno Espirito Santo – ikke blot bærer han et herligt og helligt efternavn – men han var også reservemålmand på Jose Mourinhos mesterhold. Og som mentoren operer han livligt med flere formationer – basen er selvfølgelig sikret med fire mand i forsvaret med to meget løbestærke og offensive backs. Herfra flekses der mellem 433, 4231 og 4321 alt efter taktisk behov. Det ligner 4231 mod FCK, men ikke med licens til at få kridt på støvlerne. Espirito Santos hold søger ind mod og over midten. Der afsluttes centralt i banen inde i feltet med respekt for statistikken tilskriver den del af banen størst chance for mål.  Indlæg er i grove træk forbeholdt dødboldene. Og linket til pragmatiske Jose Mourinho er stærkere end som så.

Potugisisk fodbold styres på transfersiden af super-agenten Jorge Mendes. Han repræsenter Mourinho og Andres Villas-Boas og har stærke relationer ikke kun til de store portugisiske klubber, men også klubber som Zenit, Real Madrid og Valencia. Villas-Boas var Mendes næste trænerkomet efter Mourinho og Nuno Espirito Santo er formentlig den næste. Med blank bronzefarvet isse, velklippet og plejet skæg så er karismaen på plads, og Mendes fik placeret Espirito Santo placeret i Valencia for en kort bemærkning. Den tidligere målmand fik Valencia hevet op på en acceptabel fjerdeplads, men kaosklubben stod ikke til at redde. Han gav op i november 2015 (han blev ikke fyret – igen Mendes’ værk, men fik muligheden for at trække sig med æren i behold), og derefter videre til jobbet i FC Porto fra denne sommer. Her skal han genopbygge FC Porto, lade holdet slå portugisiske rødder (en proces med små skridt forvent ikke flere end tre-fire portugisere i startopstillingen mod FCK) samt forædle sit træner-cv, så det bliver tungt nok til at tage ham videre til Premier League eller et andet topjob.

Det kræver nationale resultater. Det kræver internationale resultater. Og det kommer til at gå ud over FCK. Ståle Solbakken har over et par sæsoner nittet et stærkt FCK-hold sammen med en bred værktøjskasse – vel hans mest taktiske nuancerede trup til dato. Og mon ikke han bruger den til at oversvømme midtbanen mod FC Porto med en ekstra spiller centralt og blot med en enkelt spiller på top. Alle kneb gælder i jagten på point. Et positivt resultat i Porto vil ikke bare være blandt FCK’s, men dansk klubfodbolds største til dato.

Spred ordet:
Søren Sorgenfri
Redaktør på www.tribunen.com. Skriver primært om Superligaen, det danske landshold og Premier League. Frafalden RUC'er og tidligere fodboldjournalist for BT. Gæsteskribent for mobilmediet Føljeton og forfatter til bøgerne: 'Per Nielsen - Brøndby 4 evigt?' og 'Christian Eriksen - Danmarks Stjerne'.