Borussia Dortmunds akademi, som man særligt i disse tider vist godt kan tillade sig at kalde for succesfuldt, bygger i allerhøjeste grad på ekstremt hårdt arbejde.

Det er hvert fald det indtryk, jeg står tilbage med, efter jeg i en lille halv time har haft fornøjelsen af at sludre med nuværende u19-træner i Borussia Dortmund, Hannes Wolf (f. 1981), der nu på syvende år bærer titlen som værende ungdomstræner i BVB.

Wolf, der selv har været aktiv fodboldspiller, begyndte at studere sportsvidenskab i Bochum for omtrent otte år siden, da han et stykke tid forinden kom ud for en voldsom skade. Efterfølgende begyndte Wolf at interessere sig særligt for trænertjansen, hvor han i første omgang startede som træner på amatørniveau. Resultatet af delvist disse trænerjob på et lavere niveau blev et opkald fra storklubben Borussia Dortmund, der meget gerne ville have fingrene i den, på det tidspunkt, blot 28-årige træner.

01001105178
Foto: Alex Gottschalk, Bild

Wolfs første år og virke for de schwarzgelben blev titlen som assistenttræner for klubbens u23-hold. Siden da og igennem de seneste syv år har Wolf periodevist nået at være træner for henholdsvis klubbens u17-, u19- samt u23-hold, hvor træner Wolf i dag står i spidsen for klubbens u19-hold.

Gennem de seneste syv år kan Wolf, som træner, blandt andet prale af to mesterskaber med klubbens u17-hold samt ét enkelt mesterskab med klubbens u19-hold. Denne fredag eftermiddag fortæller Wolf lystigt og stolt om det akademi og den klub, der de seneste syv år har været hans arbejdsplads, og som han ligeledes håber, er det flere år frem.

Interviewet igennem er det tydeligt, at et nøgleord på klubbens akademi er hårdt arbejde. Wolf forklarer flere gange, at talent ikke betyder noget her, hvis spillerne ikke kan arbejde hårdt:

– Vi fortæller aldrig spillerne, hvor meget talent de har. Vi taler ikke om talent. Hvis nogen fortæller dig, at du har talent, er du ikke stand til at arbejde hårdt, og her handler det om hårdt arbejde. Hårdt arbejde er et nøgleord her i Dortmund.

Ligeledes bekræftende at spillerne skal arbejde hårdt på BVB-akademiet, er spillernes ugentlige træningsmængde og tid, der bruges på fodbolden. Om en ganske normal uge som fodboldspiller på det sortgule akademi beskriver Wolf, at spillerne gennemgår fem normale træninger, en masse fysisk træning i fitnesscentreret samt spillernes egne og individuelt tilegnede træningsprogrammer:

– Hvis der er kamp om søndagen, analyserer vi denne mandag og de spillere, der ikke spillede weekendens kamp, træner intensivt. Tirsdag er normalt en fridag, og så har vi intensiv træning onsdag og torsdag, hvor vi starter med at analysere den kommende modstander. Fredag og lørdag er der træning nok en gang før, der igen spilles kamp søndag.

01001105181
Foto: Alex Gottschalk, Bild

De mange træningssessioner, akademiets spillere skal gennemgå hver eneste uge, bunder i akademiets opfattelse af, at spillernes fodboldevner bedste udvikles ved at spille fodbold, og at man som klub og akademi vil sikre sig, at spillerne både træner nok, men at de også tilbydes den bedst mulige træning:

– Vi gør alt for at hjælpe spillerne på bedst mulige vis, således de uddanner sig selv, som vi har set det med Felix (Passlack, red.), Jacob (Bruun Larsen, red.) samt Christian (Pulisic, red.).

Denne iver efter at hjælpe spillerne med at dygtiggøre sig på bedst mulige vis forårsager også, at akademispillerne hver evig eneste uge gennemgår et tidsmæssigt tætpakket program som indikeret ovenfor:

– Det er ikke muligt for spillerne at kede sig, fordi skolen og fodbold fylder så meget.

Wolf beskriver det videre, at man som klub forsøger at gøre ’det hele’, og at ’det hele’ ikke kun er træning:

– Vi vil have, at spillerne skal kunne træne så godt, de kan, men også at de lever så godt, de kan. At være sportsmænd. At få det bedste ud af det. Så søvn er vigtigt, og ligeledes er viden om, hvordan man behandler sin krop samt, hvordan man er mest mulig sund. Så vi prøver at give dem viden om alt.

Videre udtrykker Wolf det, at der selvfølgelig ligger et ansvar hos spillerne selv, og at man som klub ikke kan gøre andet end påvirke dem på bedst mulige vis:

– Det handler om, hvordan de selv må tage ansvar, og at de selv vil leve så godt, de kan. Men vi giver dem al den viden, vi kan, og så håber vi, det påvirker dem.

01001105170
Foto: Alex Gottschalk, Bild

Efter at have modtaget en længere fortælling om klubbens metoder og initiativer i forhold til at påvirke spillerne på bedst mulig vis, falder snakken, efter mit ønske, over på danske Jacob Bruun Larsen, der lige nu figurerer på klubbens u19-hold, som Wolf, som nævnt, står i spidsen for. Syttenårige Jacob, der i pre-season og senest i Kina, har fået chancen på klubbens førstehold mod blandt andet de to store Manchester-klubber, modtager store mængder af ros fra sin træner, Wolf:

– En rigtig dygtig spiller, en god person, en god karakter og med to mesterskaber med henholdsvis klubbens u17- samt u19-hold gør han det rigtig godt her i BVB.

Wolf beskriver videre, at han var utrolig glad for, at Jacob fik lov til at spille i den danske landsholdstrøje under OL og ikke bare være med som turist. Ligeledes er Wolf meget imponeret, hvor villig danskeren er til at arbejde:

– Han (Jacob, red.) kom tilbage til u19-holdet, og det er ikke nemt, når du lige har spillet mod Manchester United og Manchester City samt Neymar i Rio, men han kom tilbage og arbejder bare videre. Jeg er meget glad for ham, og jeg håber, han kan drive det til et topniveau.

Endvidere om Jacob, udtrykker Wolf, at han, forud for Jacobs skifte til Borussia Dortmund, selv var i Lyngby for at se en kamp med den dengang blot femtenårige dansker. Her var Wolf meget imponeret af Jacobs hurtighed. Selvfølgelig var der også visse ting, Jacob ikke kunne endnu, men dette, mente Wolf, var noget, han bestemt kunne lære i Dortmund. Således tog man i Borussia Dortmund beslutningen om at hente den unge dansker, der også selv var meget interesseret i at komme til Ruhr-klubben.

Om det scoutarbejde, Jacob Bruun Larsen tilsyneladende er resultatet af, fortæller Wolf, at man beskæftiger sig rigtig meget med dette i klubben, og at man samarbejder relativt meget holdene imellem. Specifikt om samarbejdet mellem u19-holdet samt klubbens professionelle førstehold udtrykker Wolf sin glæde, og at ”samarbejdet føles rigtig godt”.

Wolf beskriver videre, at det er ikke er sådan, at Tuchel dominerende bestemmer over ham og siger ”gør det, gør det”. Istedet gør man på klubbens førstehold en del ud af at lade trænerne fra klubbens øvrige hold overvære, hvordan førsteholdet arbejder, hvor de resterende trænere efterfølgende således kan forsøge at integrere disse tiltag på deres egne hold, hvis det giver mening:

– Det er ikke fuldstændig vigtigt, at vi bare gør alt for integrere førsteholdets metoder. Man bliver nødt til at se på, hvilke spillere man har, hvordan de er, og hvad de kan. Taktikken afhænger af de ting, spillerne kan. Jeg gennemfører træningen med mit eget sprog. Thomas (Tuchel, red.) bragte nogle nye aspekter til klubben, som vi benytter os af.

Efter cirka en halv times snak er interviewet ved at nå sin ende. Ikke fordi der ikke er mere at snakke om, for det lader til, at Wolf kunne blive ved hele aftenen. Wolf skal dog smutte, da han skal træne sit u19-mandskab. Slutteligt kan jeg ikke undlade at spørge til unge Jens Odgaard, der spiller i Lyngby, og som Borussia Dortmund havde til prøvetræning i vinter.

Wolf beskriver muntert, at han kan lide ham som spiller, og at de stadig følger ham, men at han ikke kan sige mere. Wolf, der vist nok har en anelse travlt, udtrykker, at han er glad for at være træner i Borussia Dortmund, og at han håber at være træner så lang tid som muligt.

01001105180
Foto: Alex Gottschalk, Bild
Spred ordet:
Mads Egmose
Studerer medievidenskab på SDU på niende semester og vil frem til årsskiftet med bopæl i Dortmund skrive for Tribunen.com om Borussia Dortmund. Analyser, reportager og perspektiv om og på BVB.