Tre point eller en begravelse i Parken

0

En del af noget større. Hvide trøjer der signaler blank side og en ny begyndelse. DBU arbejder flittigt på at skabe samling og folkelig opbakning omkring landsholdet, og det kan man ærlig talt ikke et sekund bebrejde ledelse og organisation som helhed.

Få ting kan samle og få hjerter til at slå i takt som sport, men omvendt er sport – især en massesport – også afregning ved kasse et. Folket vil underholdes, når kunderne skal vælge landsholdet fra eller til i forhold til alle andre mulige underholdningsudbud. Spillernes synlige gejst og passion og selvfølgelig sejre bliver afgørende for om Åge Hareides landshold vinder folkets gunst i en så usexet gruppe som Armenien, Montenegro, Rumænien, Kasakhstan og Polen. Et hold går direkte videre til VM i Rusland – mit bud er, det bliver en tæt affære mellem Danmark, Polen og Montenegro. Derfor skal der ikke kun for opbakningens skyld åbnes med tre point søndag mod Armenien. Det bliver tæt frem mod førstepladsens målstreg, og pointtab på hjemmebane er no go.

Jeg har netop lagt sidste hånd på en bog, om hvorfor fodboldspillere egentlig er så kedelige, og det nævner jeg ikke, fordi jeg vil bruge pladsen her til at gøre reklame, men i bogen siger fodboldagenten Nikola Jægerfeldt Juric følgende:

”Den der x-faktor, der gør, at man går til landskamp og håber på en magisk aften i Parken. Det får vi jo ikke længere. Når jeg tager til kamp med det danske landshold, så har jeg det som om, jeg skal til begravelse. Der er ingen spontanitet og kreativitet. Det bliver helt fra, de er små trænet ud af dem.”

Det skal siges, citatet indgår i en kontekst omkring kreative fodboldspillere, og hvorvidt der er plads til dem i moderne fodbold. Og om der skal være plads. Juric har kroatisk baggrund. Kroatien er en nation med en million færre indbyggere end Danmark. Alligevel pumper de kroatiske klubber det ene verdensklassetalent ud efter det andet. Juric mener, at det blandt andet skyldes en anden pædagogisk tilgang til ungdomsspillere end her til lands, men at det især skal tilskrives, kroaterne giver plads til at mennesker er mennesker. Der er plads til forskelligheder. Også på banen.

Det er en velkendt historie, at Juric for år tilbage tilbød Brøndby en ung Luka Modric. Ja, ham fra Real Madrid.

Brøndby sagde nej tak, fordi Luka er noget klejn af natur (og man skal retfærdigvis sige, at fodboldklubber tilbydes et hav af spillere, så hvis der ikke altid er tid til at gå samtlige tilbudte efter i sømmene, så er det forståeligt.). Ja, svarede Juric, men hans spil med fødderne og blik for spillet er enestående, og I finder ingen som ham i Danmark. Resten er historie.

Andre fandt plads til unge Luka Modric. Jeg nævner det ikke for at kaste med sten efter Brøndby, men som eksempel på at der gået kassetænkning i dansk talentudvikling, og at den talentproduktion som vi ser i dag, den er resultatet af en årelang proces. Hovedparten af spillerne der når et vist professionelt niveau kan stort set det samme, og skal vi sige den kreative egoisme – altså den laudrupske dribletur – bliver masseret ud af spillerne allerede i en tidlig alder med den danske afleveringsbesættelse som uddrivelsesmiddel. ’Spil den, spil den’.

Niels Frederiksens gode tid som træner i Esbjerg var med brødrene Ankersen ombord. To spillere med alt for meget energi i kroppen til at være taktiske robotter, og deres respektive og uforudsigelige raids og langskud gjorde det Esbjerg-hold til en fornøjelse at se på. Man vidste aldrig, hvad man fik, men man vidste, at man fik et eller andet uventet. Og det var værd at se Frederiksens hold for. Esbjerg siden dengang… arh well…

Selvfølgelig skal danske fodboldspillere ikke være en stor bande selvtrækkere, der ikke gider kæmpe for hinanden. Men det skal være tilladt, at en spiller tager sagen i egen hånd, tager ansvar og gør noget. Frem for at aflevere. Det kan ændre kampe, det kan underholde, og det skal være okay, at spillerne på den måde har nosser til at ville gøre en forskel.

Christian Eriksen er 24 år og har allerede spillet mere end 60 landskampe. I størsteparten af de kampe har det været en udfordring at finde ud af, hvordan Eriksen egentlig skulle bruges. Som kant, hængende eller central midtbane? Og uanset hvad så passede han ikke rigtigt til systemet. Systemet var det afgørende. Ikke Eriksens kreative talent. Krohn-Dehli brød af og til med systemet med spektakulære gennembrud i dybden til følge. Han gjorde pladsen ude på kanten til sin egen under EM 2012, men Eriksen var og blev en taktisk sten i skoen. Og frem for at tage snakken om, hvordan kan man få mere ud af ham, så kom kritikken haglende ned over ham. Hvorfor spiller du ikke som i Tottenham? Det havde været befriende, hvis Eriksen fra Middelfart, havde svaret: ’Tjah, fordi mine holdkammerater i Tottenham alle sammen har verdensklasseniveau, og vi spiller på en måde, der passer til mine kvaliteter.’

Burde Morten Olsen i sin lange regeringstid have brudt med sit system og ladet Eriksens fornemmelse for magi diktere det rød-hvide forløb? Eriksen er ikke en laudrupsk playmaker. Han er en instinktspiller – han skal ikke ligge som en Laudrup i de små rum og lave Ebbe Sand-vip. Eriksens force er, at fange modstanderen ude af balance, og der sætte noget farligt i scene. Han er en ni og en halver. Ikke en old school 10’er.

Rumæniens store hold i 90erne havde Hagi som omdrejningspunkt. Resten knoklede for ham med et dybt kontrabaseret udgangspunkt, men de og træneren havde troen på, at når Hagi fik bolden, så gik det stærkt og glimtede. De troede på eneren.

Morten Olsen troede på sit system. Og det system kunne bære i de tidlige 00’ere, da landsholdet kunne mønstre flere top-spillere end i Olsens afsluttende fase. Det var nærmest en taktisk renæsance på verdensplan, da Olsen genintroducerede kantspillerne i en moderne 433, og Olsens tillid til boldbesiddelsesfodbolden fungerede så længe, han havde spillerne til det. Fra medio 00’erne og frem måtte han i højere grad udtage spillere fra Superligaen eller bænkevarmere fra forskellige europæiske mellemklubber, og i takt med at klubfodbolden overhalede landsholdsfodbolden (Champions League overgår langt en EM eller VM-slutrunde i fodboldmæssig kvalitet) gik det danske landshold i stå. Og vel til bunds ved VM 2010. EM 2012-deltagelsen blev en sidste solstråle, men en gruppe med Tyskland, Holland og Portugal krævede det noget ekstraordinært, og den slags skal man søge. Krohn-Dehli forsøgte.

Burde Olsen og stab undervejs i den næsten 16 år lange regeringstid have erkendt, at systemet trængte til en reboot, og spille efter den type spillere, der var til rådighed.

Fraværet af dygtige backs var længe et problem for Olsen, men det samtidig med en lang række dygtige stoppere brød igennem. Hvorfor slog han ikke over og spillede med tre mand nede bag i – hurra for Hareide for den pragmatiske tilgang. Hvorfor insisterer på grøn salat, selv om icebergen hænger med hovedet, når der er dødflotte tomater spiseklar i drivhuset?

Landsholdets system blev tungt tankegods ned gennem talentudviklingen i DBU’s system. Slip bolden, slip bolden.

Og under sommerens EM lød det igen og igen ’hvor er det kedeligt’. Ikke kun fra Olsen, men også fra andre. Det er en flot position at indtage efter en EM-kval, hvor det danske landshold blot scorede otte mål og ikke kunne slæbe sig forbi Albanien. Eller forbi et svensk landshold i taktisk tomgang for den sags skyld. Altså bortset fra Sverige gav Zlatan lov til at være Zlatan.

Landsholdene har mindre mulighed for at træne sammen, og venskabskampe ser altid en byge af afbud – især hos de store nationer. Kan man bebrejde trænere og spillere, at spillet under slutrunden blev søgende til tider. Eller at Albanien gik på banen for ikke at tabe. Eller Island. Vi havde da en meget god fest på den baggrund i 1992, havde vi ikke? Men den slags pragmatisk fodbold er ikke en velkommen gæst på vores breddegrader, forstår man.

Men pragmatisme behøver ikke være destruktivt. Det kan også være at se på, hvilke værktøjer man har til rådighed og få det bedste ud af dem. Det er mit indtryk, at Åge Hareide er her. Han drømmer ikke om champagnebold, men ser på muligheden for at få det bedste ud af dem, han har til rådighed. Og det er glædeligt, at han forsøger sig med spillere, der ikke altid vælger den løsning, som man regner med. Riza Durmisi, Ankersen og selvfølgelig masser af frihed til Christian Eriksen. Til at være Eriksen og ikke en del af et system.

Og husk på at en god del af dem, vi ser på skærmen som eksperter udi sporten, de var aktive i en tid, som vi aldrig glemmer. Dynamit-holdet danner stadig skole for, hvordan vi gerne ser fodbolden spillet. Og ja Piontek havde et taktisk oplæg, tysk vindervilje og en vej at gå ned af, men størsteparten af de store øjeblikke må man tilskrive spillernes vilje og mulighed for at gøre noget på egen hånd. Elkjærs vanvittige angrebsløb direkte mod og forbi to eller tre modstandere. Michael Laudrups samme mod med bolden klæbende til fødderne. Fortsæt selv listen af enere.

Der er blevet færre af de kreative. Og det er ikke kun i Olsens tid som landstræner, at de haft det svært. Spillere som Erik Rasmussen og Ole Bjur fik tilsammen fem!!! landskampe. Begrædeligt for en nation der i årevis anså sig for at være Nordens brasilianere.

Fodboldens tidsånd er mere til opryddere end opfindere. Det er på tide, at Nordens brasilianere gør op med den trend. For en så lille nation som Danmark giver det ingen mening at gøre som alle de andre. Vi er nødt til at gå mod strømmen for at skille os ud.

En talentudvikling i retning af flere kreative spillere og specialister vil med garanti give de danske klubber flere transferkroner i kassen, og give landsholdsfolket underholdning og det uventede, som vi har sukket efter.

Det er når, vi får det, som vi forventer, at vi er til begravelse i Parken. Overrask og forfør os.

Spred ordet:
Søren Sorgenfri
Redaktør på www.tribunen.com. Skriver primært om Superligaen, det danske landshold og Premier League. Frafalden RUC'er og tidligere fodboldjournalist for BT. Gæsteskribent for mobilmediet Føljeton og forfatter til bøgerne: 'Per Nielsen - Brøndby 4 evigt?' og 'Christian Eriksen - Danmarks Stjerne'.