To angribere er vejen til transferguld

1

De fleste hold i Superligaen spiller med to angribere, det er glædeligt. Det er nemlig vejen til guld, og her er hvorfor.

Taktik og formationer er ofte præget af modeluner. Det er ingen hemmelighed, at med Morten Olsen som landstræner fra 2000 og frem til sidste efterårs farvel gik trenden i dansk bold i retning af boldbesiddelse og en angriber. Fra 433 til 4231.

I Olsens første år fremstod det som frisk fornyelse, men hvis vi parkerer landsholdsfodbolden for en stund, så forstod jeg aldrig de klubber fra Superligaen, der røg med på den taktiktavle.

Slet ikke de hold med mod på titlen. Fra 2000 og frem til i dag har kun tre hold vundet mesterskabet med en formation med en angriber på top. Brøndby 2005, FCN 2012 og FCM 2015. Og her vil jeg sætte parentes omkring FCMs titel med tanke for, at Riddersholm efter behov opererede med en 442, og ellers en 4141 med kanter så målsøgende, at de nærmest kvalificerede sig til en angrebstitel. Alene Sylvester Igbouns ni sæsontræffer i midtjydernes guldsæson ville gøre ham til topscorer det år i Sønderjyske, Silkeborg og Esbjerg.

Mesterskabet ligger her til lands til 442-hold. Typisk FCK, men også et markant mindre budget som AaB har to gange siden årtusindeskiftet taget guld med to på top.

FCK har landets største budget, hvilket helt indlysende hjælper voldsomt på titelambitionerne, men har også kynisk konstateret siden Roy Hodgsons tid som træner i klubben, at 442 giver den største sandsynlighed for succes. Tilgangen er naturligvis blevet modelleret alt efter træner og trup, og med Jesper Grønkjær i truppen blev FC Københavns taktik i Europa som regel ændret til en 4411 med Grønkjær i en art fri rolle.

442 som vejen til guld er dog egentlig ikke min pointe. I hvert fald ikke mesterskabsguld, men transferguld.

Jeg er med på et argument for 4231 er, at man kan slå ring om angriberen, 10’eren, kanterne og 8’eren og argumentere for det offensive aspekt i at kunne angribe med fem spillere på den facon. Med 442 kan man set fra min stol sætte ring om de to angribere, de to kanter og 8’eren og være tilsvarende offensiv.

Det går over min forstand, at en udviklingsliga som en danske ikke er oversået med klubber, der primært tænker talentudvikling i retning af specialister med mulighed for lukrativt videresalg. Især 9’ere. Det er her (og på stoppere), at der for alvor kan laves penge.

Det er det samme transfervindue efter transfervindue. Klubber fra nær og fjern leder efter målfarlige angribere. Det er en race, der er svær at finde, og selv den mest bovlamme boksangriber synes at kunne finde en klub. Det er også altid angriberne, der koster mest i transfer og løn, så hvorfor ikke dykke ned i den tendens og udvikle angribere til at imødekomme den efterspørgsel? Tiden er tilmed gunstig. Med den udvidede Superliga er der flere kampe og med to såkaldte ’bløde’ hold yderligere, så vil især topholdenes angribere have gode muligheder for at komme over 20 måls mærket. Superligaen har i den seneste håndfuld kun haft Dame N’Doye over 20 måls mærket. Jeg vover pelsen, og tipper minimum to angribere over det mærke i denne sæson på grund af den nye struktur og det ekstra antal kampe. Og begge vil formentlig blive solgt.

Tænk videre ud af den tangent, og bid mærke i at Brøndbys nye stil med to angribere og langt mere målsøgende spil allerede har set Teemu Pukki score seks ligamål. Den høst er allerede en tredjedel af de 18 mål, som sidste sæsons ligatopscorer Lukas Spalvis sluttede på. Brøndby har blot spillet fem ligakampe i indeværende sæson, og hvis de blågule, som jeg forventer, kommer med i mesterskabsslutspillet, så mangler de altså stadig 31 runder før sommerferien. Selv om den flittige finne skulle rammes af et formdyk, så er der i skrivende stund belæg for at tro, Pukki rammer en målhøst, der vil se ham solgt for et pænt stort millionbeløb.

Den gamle 12 holds liga krævede mere ’safety first’, men den udvidede model giver langt gunstigere vilkår for at gå efter målene med langt mindre risiko for nedrykning end før. Hvis vi ser på de tre store – FC København, Brøndby og FC Midtjylland så har de efter de første fem runder nettet 15,15 og 13 gange. Sidste sæson ved samme tid lød høsten på otte, ni og syv. Når udenlandske scouts og andet godtfolk sidder i Parken eller andetsteds læner de sig op ad statistikker og anden data, men øjnene der ser lader sig selvfølgelig også betage af mål. Og angribere der sparken kuglen i kassen vil altid stå i høj kurs.

Det er glædeligt at se Brøndby tilbage i en 442 version. To angribere har siden de jublende 80ere og 90ere været en del af kulturen derude, og min påstand er, at havde Brøndby fundet tilbage til rødderne med 442, da Aldo P og redningsplankemillionerne kom til, så ville de have gjort det bedre, end det gik. Måske tilmed vundet et mesterskab med en spillestil mindre ambitiøs end Thomas Franks 4231 og en bedre og mere snorlige rekruttering. Og formentlig også med større spillersalg til følge.

På listen over de største salg i Superligaens historie finder vi Dame N’Doye, Andreas Cornelius, Ebbe Sand og andre af samme støbning. Klassiske 9’ere med fysik. Det er klart, succes avler store salg. En skarp 9’er i Silkeborg vil aldrig sælges for det samme som en 9’er i FCK, men silkeborgenserne begik nu stadig et fint salg med handlen med netop FCK om Marvin Pourie.

På listen bonner Randers også godt ud med salg af spillere som Ronnie Schwarz, der blev Guingamps dyreste køb, og at Wayne Ronnie ikke slog til i det franske, kan bogholderen i Randers FC være flintrende ligeglad med. Pengene kom ind. Randers har desuden solgt Djiby Fall og Yura Movsisyan for tocifrede beløb. George kan snildt blive næste store Randers-salg.

AaB scorer samlet 1,8 millioner euro på Lukas Spalvis, og selv om det ikke udløser en placering på top 10-listen over store salg – lang fra faktisk – så husk, det er ’rene’ millioner. Litaueren kom gratis til det nordjyske, først som amatør og siden på en kontrakt med en løn der ikke var voldsom. Millionerne for salget er derfor ren flødeskum i Aalborg. Og min påstand er, at AaB ikke havde fået det samme ud af Spalvis på banen eller i regnskabet, hvis han var plantet i en 4231. Enevoldsen som løbestærk makker gjorde Spalvis godt.

Videre til Esbjerg der så, så skarpe ud i tidligere træner Niels Frederiksens første tid på de kanter med 442 og direkte spil, og havde Martin Pusic ikke haft en frikøbsklausul på 1 million euro, så ville vestjyderne helt sikkert have indkasseret et langt højere transferbeløb. Og kæmpede Viborg ikke med næb og klør for at få flest mulig penge for Thomas Dalgaard? Det ikke kun, fordi han lavede rasende mange mål for dem, men også fordi de vidste da godt, målslugere som ham ikke hænger på træerne. Det ville i øvrigt også se mærkeligt ud, hvis de gjorde.

Vi har lige set et EM, hvor eliten af dansk fodbold har råbt, hvor er det kedeligt dag ud og dag ind, og det er de i deres god ret til, men hvor var debatten om specialisterne, der forsvandt? 10’erne og 9’erne? EM var en pragtparade af atleter, og den tendens kulminerede i min optik med, at Pogba blev gjort til verdens dyreste spiller denne sommer. Fysisk pragteksemplar og en enormt dygtig midtbanespiller. Men er han verdens bedste? Nej. Men han er en enestående atlet.

Lille sidespring her så tilbage til sporet. Når nu hele fodboldverdenen syd for grænsen leder med lys og lygte efter angribere med fysik og målnæse, og tilmed leder med penge på lommen, bør danske klubber så ikke bare dykke ned i den efterspørgsel og udvikle dem med store salg til følge? Fokus i talentudviklingen bør være på specialister – især i den offensive og målsøgende afdeling frem for et endeløst samlebånd af boldmasserende midtbanespillere.

Jo, hollandske, tyske, engelske, russiske og franske sportschefer sætter plusser ud for om frontløberne kan holde på bolden, arbejde med ryggen mod mål og har mange meter i benene, men det er målene, der for alvor taler for muldvarpen og det store checkhæfte fiskes frem.

Spred ordet:
Søren Sorgenfri
Redaktør på www.tribunen.com. Skriver primært om Superligaen, det danske landshold og Premier League. Frafalden RUC'er og tidligere fodboldjournalist for BT. Gæsteskribent for mobilmediet Føljeton og forfatter til bøgerne: 'Per Nielsen - Brøndby 4 evigt?' og 'Christian Eriksen - Danmarks Stjerne'.
  • Kristian82

    Fed artikel!

    Rigtig god pointe at satse på at skabe angribere til videresalg nu hvor præmisserne er blevet mere fordelagtige for netop det, med den nye struktur.
    Dejligt at du er langt mere positiv overfor den nye struktur nu i forhold din tidligere artikel hvor du synes det blev for teknisk at forstå de nye regler. Så længe de gavner..

    Håber dog vi i Dk også fortsætter med at lave midtbanespillere der kan sætte angriberne i scene og gøre det hele lidt seværdigt.

    Med Pukkis succes i BIF og et forventet salg til sommer kunne man måske satse på Ronnie Schwarz igen nu hvor man har et to-mands angreb og han desuden er transerfri. Det ville være langsigtet planlægning!

    Gerne mange flere artikler fra din pen! 🙂