BVB: En snak med George om Rote Erde

0

Klokken er denne fredag ved at nærme sig 15:30 i Dortmund, og jeg har nu vandret rundt i cirka fire timer i det område, der omgiver Borussia Dortmunds spektakulære stadion, Signal Iduna Park, som, særligt grundet stadionets enorme gule søjler, kan ses fra flere kilometers afstand. I dette område, der omgiver det stadion, de fleste fans dog til stadighed agter at kalde Westfalenstadion, er der tale om en helt speciel atmosfære, der understreger resten af bybilledet og altså slår det fast, hvor skør med fodbold, og selvfølgelig i allerhøjeste grad Borussia Dortmund, denne by er. Hvad der særligt fremstår iøjnefaldende, er det faktum, at flere forbipasserende, også på ikke-kampdage, går rundt i Borussia Dortmund-trøjer, som var det det mest naturlige i hele verden. Ligeledes er det mærkværdigt, når man passerer byens store kolonihaveområder, at det er Borussia Dortmund-flag, de har hængende i deres flagstænger i haverne.

Selvom der søndag aften venter en storkamp mellem Borussia Dortmund og Bayern München i den tyske Super Cup, er det overhovedet ikke det, der fylder, hvis man spørger flere af de forskellige forbipasserende. Denne fredag er nemlig ikke en helt almindelig fredag. Senere på dagen, nærmere bestemt klokken 19:00, spiller klubbens andethold, som også kaldes BVB Amateure. Specielt ved dette andethold er for de sortgule fans, at deres hjemmekampe spilles på Borussia Dortmunds gamle stadion,  Rote Erde, hvor klubbens førstehold, indtil 1974, spillede deres hjemmekampe.

Rote Erde, der denne fredag altså skal huse kampen mellem Borussia Dortmund II og Oberhausen i den tyske Regionalliga West, ligger bogstaveligt talt op af klubbens nyere og meget moderne Signal Iduna Park-stadion. Der er således tale om noget af en kontrast, når man står uden for de to stadions og betragter dem simultant, og denne forskel bliver kun stærkere, når man indtræder på henholdsvis klubbens tidligere og nuværende stadion.  Selv har jeg besøgt Signal Iduna Park tre gange før, hvor stemningen på særligt stadionets Südtribune har været virkelig imponerende. Denne fredag er dog anderledes. Jeg skal se fodbold i Dortmund, men bliver i stedet på klubbens gamle og mytiske stadion; Rote Erde.  

Klokken er nu 17.00, og dørene indtil stadion har allerede været åbne i en halv time. Dørene åbner nemlig to og en halv time før kampstart, og dette skulle jeg hilse og sige, at folk benytter sig af. Allerede nu står der en betragtelig mængde af folk både på og uden for stadionet. Indgangsbilletten indtil kampen mellem Borussia Dortmund II og Oberhausen giver jeg seks euro for. Indenfor dørene sidder folk på bænke rundt omkring og sludrer om stort og småt. Der bliver drukket øl, der grines højlydt, og man mærker hurtigt, at disse Borussia Dortmund-glade folk har savnet stadionfodbolden og,  selvfølgelig, stadionbratwursten.  

Selv placerer jeg mig alene på en bænk og betragter de mange fans, der enten bærer Borussia Dortmund-trøjer eller –halstørklæder. Efter et par minutter bliver jeg mødt af en fan, Daniel, der spørger, om han må sætte sig. Lynhurtigt falder vi i snak, og over en samtale på cirka tyve minutter får han forklaret, hvordan han igennem femogtyve år har fulgt sin hjerteklub Borussia Dortmund. Hvad jeg bider specielt mærke i, er hans understregning af, at han mener, det er sjovere at gå til fodbold på Rote Erde for at se klubbens andethold, end det er at se klubbens førstehold på Signal Iduna Park. Han påpeger, at Rote Erde er ”det ægte, det oldschool”, hvor fodboldbegivenheden på Signal Iduna Park er blevet ”commercial”. Ligeledes understreger han, hvorledes de fans, der besøger Rote Erde, synger uafbrudt igennem 90 minutter. Klokken er ved at nærme sig 18.30, og Daniel, som jeg snakker med, bliver nødt til at gå, da han skal skynde sig over for at erobre en god plads blandt den gruppe af passionerede Borussia Dortmund-fans, der de næste 90 minutter skal brøle slagsange ud i alle afkroge af stadion.

Da kampen fløjtes igang, finder jeg hurtigt ud af, at det er meget lidt, jeg kommer til at kigge på selve spillet på banen. Fansene larmer på imponerende vis, og det tiltrækker min opmærksomhed fuldstændig. Man glemmer helt, at det faktisk er en kamp i landets fjerdebedste række,  man er til. Da første halvleg fløjtes af, kan jeg konkludere, at det, Daniel sagde om fansene, er fuldstændig korrekt. De har larmet uafbrudt hele første halvleg igennem.

I kampens pause falder jeg i snak med en familiefar, George, der har sin fireårige dreng med på stadion. Han deler samme meninger som Daniel og gør det klart, hvor meget han elsker at komme på stadion, fordi det netop er anderledes end det at gå til fodbold på Signal Iduna Park. Han lægger meget vægt på det, at han kan tage sin fireårige søn med, som så kan løbe at lege med de andre børn, mens han selv ser fodbold. Tilmed tydeliggør han, at det er hyggen ved stadion, samt stadionets atmosfære, der er alfa og omega ved at komme her. Også George mener, det er sjovere at gå til fodbold på Rote Erde for at se klubbens andethold, end det er at se klubbens førstehold på Signal Iduna Park. Denne George er meget snaksagelig og imødekommende, og således ender vi faktisk med at snakke frem og tilbage kampen ud – selvfølgelig om Borussia Dortmund.

Mens snakken går, lægger jeg mærke til den unikke følelse, det er at være her. Jeg både mærker og forstår hurtigt den hygsomme atmosfære, George igennem store dele af anden halvleg har fremhævet. Stadionet har for det første ingen måltavle, og faktisk når både George og jeg at blive i tvivl om kampens stilling, da vi under samtalen misser et mål, der dog så også bliver annulleret. For det andet er det, udover på stadionets hovedtribune, ståpladser, der omgiver banen, og således er der ingen nummererede siddepladser. Man enten sætter sig eller stiller sig, hvor man har lyst.

Alt i alt er det en helt speciel fornemmelse, man står med til en kamp på Rote Erde. Både Daniel og George synes at fremstå som pragteksempler på, hvordan de folk, der kommer her, virkelig elsker deres klub, Borussia Dortmund, og i det hele taget det at gå til fodbold på stadion. Kampen ender 1-0 til BVB Amateure til stor glæde for de besøgende på stadion. Afslutningsvist og nærmest rituelt for forholdet mellem Borussia Dortmund og deres fans fejrer holdet sejren sammen med fansene i en imponerende fællessang, der blandt andet indeholder ordene: ”Ballspielverein Borussia Dortmund, wir folgen dir egal wohin es geht (…)”. Det er for mig uundgåeligt ikke at blive imponeret og fascineret af det, jeg ser. Det skriger i særdeleshed af sortgul kærlighed på Rote Erde denne fredag aften i Dortmund.

Spred ordet:
Mads Egmose
Studerer medievidenskab på SDU på niende semester og vil frem til årsskiftet med bopæl i Dortmund skrive for Tribunen.com om Borussia Dortmund. Analyser, reportager og perspektiv om og på BVB.