Hvorfor skal Superligaen være så uhyggeligt kompliceret?

1

Superligaen er i fuld sving, men ikke som vi har kendt den i årevis. Ny struktur ser 14 hold, og det er nogenlunde lige til i grundspillets første 36 kampe. Og stop her. Test dig selv. Kan du køreplanen for det såkaldte mesterskabsspil og gruppespil? Sådan på stående fod og uden at lure lidt på nettet.

Mesterskabsspillet er lige til. De seks øverste fra grundspillet går i et afgørende slutspil, beholder deres point og mål og mødes ude og hjemme. Den kan man huske. Det andet… det fanme uhyggeligt du.

I sidste uge var jeg inde på, hvordan frygten for kedelig fodbold mærker den danske fodboldtankegang. At 0-0 kampe og hold med et ikke-boldbesiddende udgangspunkt kan give høj og lav her til lands rød(hvide( knopper.

Frygten for kedelig fodbold har også mærket denne sæsons Superliga, og den struktur der afløste det gamle og velkendte format, der endelig blev lagt i graven.

Det er befriende, at der omsider blev sagt farvel til formatet med 12 hold og de uretfærdige 33 kampe, hvilket helt indlysende var i strid med selve konkurrenceelementet. Den procentvise risiko for nedrykning med to ud af 12 hold var også for stor for en udviklingsliga med frygt for egen skygge, så helt fint det element også endte tre fod under, jord ovenpå og bliv dernede.

Men afløseren. Hold nu op en gang regnearkskluddermor. Mesterskabsslutspillet er i og for sig fint nok, så lad os lige runde det af.

Grundideen bag mesterskabsslutspillet har to spor. For det første så skal spændingen om mesterskabet bevares – husk det må for alt i verden ikke være kedeligt – og for det andet så skal landets bedste hold matches på højeste niveau i sæsonens slutfase. Dette for at ruste dem bedst muligt til de europæiske kampe der venter lige efter en kort sommerferie. Nuvel, sommeren er typisk en periode der ser store udskiftninger på de bedste danske hold, så argumentet holder ikke helt vand, da tankegangen naturligvis kræver, at trupperne fra mesterskabsspillet fremstår intakte, når der fløjtes op til den europæiske kampagne. Fred med det. Grundstammen på holdene plejer at bestå.

Med tanke for den pinagtige danske rutsjetur ned af den europæiske rangliste på ganske få år, så giver det mening med en vitaminindsprøjtning for at slide de danske hold til frem mod de europæiske udfordringer. Der er mange vitale millioner kroner at hente i de europæiske gruppespil, så jo bedre rustet desto bedre.

Men hvorfor så forære en europæisk billet til det otte holds store ’taberfelt’? Her hopper den europæiske kæde, selv om det formentlig har været en sutteklud for ’The Esbjergs’ – hold der ikke kan forvente at slutte i top 6, men sådan i nyere tid har smagt det søde europæiske gruppeliv, og godt kunne tænke sig at prøve kræfter med den slags igen.

Kære læser, du har haft tid nok til at tænke over, hvordan det nu er grundspiller er strikket sammen. Mit bud er, du ikke aner det, eller i bedste fald har en vag ide om det. Jeg håber, jeg gætter forkert.

Derfor frisker jeg lige op.

Nummer syv til 14 fra grundspillet deles ind i to grupper. Det er på forhånd afgjort, hvilke positioner der går til hvilken pulje. Pulje 1 får deltagelse af gruppespillets nummer 7, 10, 11 og 14. 8, 9, 12 og 13 mødes i den anden pulje. Holdene mødes ude og hjemme over seks runder.

De to bedste placerede fra puljerne møder hinanden ude og hjemme i semifinaler med nummer et fra den anden pulje mod nummer to fra den anden pulje og vice versa. De to tabere kan ånde lettet op med visheden om at være sluttet som sæsonens nummer ni og ti. De to vindere mødes ude og hjemme om pladsen i Europa-kvalen. Taberen bliver officielt nummer otte og vinderen nummer syv med en billet til Europa som belønning. Eller det får de måske. For der venter først en kamp på udebane mod nummer tre eller fire fra mesterskabsspillet (afhængig af hvilket hold der vinder pokalen).

Taberne fra gruppespillets to puljer mødes om retten til at undgå 13. og 14. pladsen efter samme model som ovenstående. Vinderne af de to semifinaler mødes ude og hjemme om retten til at blive sæsonens nummer 11 og 12. De to tabere mødes ude og hjemme om at blive nummer 13 og 14, og nummer 14 rykker direkte ned, og erstattes af vinderen af 1. division. Nummer 13 og nummer 12 skal over to kampe møde nummer to og tre fra 1. division om en billet til Superligaen. (i parentes bemærket. Det har taget mig halvdelen af artiklen så langt at forklare, hvordan et hold rykker ned. Hvilket ellers burde være en ret simpel ting at videregive. Færrest point. Ned. Bum.)

Grundspillet er et makværk af et kompromis for at få Superligaens mindre hold til at gå med på strukturændringen overhovedet. Og for at bevare spændingen. Husk nu, ikke være kedeligt. Som Divisionsforeningens formand Claus Thomsen forklarede i den vedhæftede pressemeddeleles-skåltale, da strukturændringen blev officiel:

”Det her betyder et kæmpe løft for dansk klubfodbold. Antallet af kampe med noget på spil øges, og spændingen om mesterskabet, europæiske pladser og nedrykning kan bevares i længere tid. Det kommer til at give et brag af en fodboldturnering for danske fodboldfans på stadion og hjemme i stuerne”.

Spænding. Det er nøgleordet ikke sandt. Vi må ikke kede nogen, skræmme fans væk fra produktet eller andet i den retning. Derfor er der kigget kraftigt til belgisk fodbold, der jo på mange måder er forbilledet pt for dansk fodbold (bortset fra at de går så meget andet på talentudviklingssiden end her til lands, det vender vi tilbage til en anden dag.). Og fra Belgien lyder erfaringerne i retning af, at alle fans, medier og andre aktører er vilde med mesterskabsslutspillet. Ingen gider gruppespillet uagtet alle tænkelige computergenerede afviklingsmodeller.

Mit bud er, de fleste fodboldfans er stokkonservative. De fleste mennesker støder på regneark, reglementer og alt muligt andet nusseri i deres hverdag i bunkevis. Nu også på fodboldtribunerne. Og forude venter også ændringer i Champions League og landsholdenes kvalifikation til EM 2020. Hele tiden for at tækkes tv-stationernes store budgetter og for at justere på spændingsniveauet så at sige. Mit gæt er, at blev det lagt ud til landets fodboldfans at afgøre, så ville Superligaen være en 18 holds stor liga med ude og hjemme kampe. Hverken mere eller mindre. En fodboldkamp er en overskuelig pause fra hverdagen, der ikke skal være alt for besværlig. Og falder der en 0-0 kamp af undervejs, eller hvis Horsens eller Lyngby allerede omkring april måned er sikker på at undgå nedrykning, fordi de slutter midt i feltet i en 18 holds stor liga, så tror jeg, at ledelse og spillere lever fint med allerede tidligt at kunne forberede sig på, at den også står på Superliga den næste sæson.

Og det er da paradokssalt, at de danske klubber i bestræbelserne på at sikre ny spænding og kvalitet dømmer otte af ligaens 14 hold til en afsluttende etape på sæsonen, der er så bøvlet at forstå, at det bliver ja..kedeligt. Det er fanme uhyggeligt du. Ikke sandt Peter Schrøder.

Spred ordet:
Søren Sorgenfri
Redaktør på www.tribunen.com. Skriver primært om Superligaen, det danske landshold og Premier League. Frafalden RUC'er og tidligere fodboldjournalist for BT. Gæsteskribent for mobilmediet Føljeton og forfatter til bøgerne: 'Per Nielsen - Brøndby 4 evigt?' og 'Christian Eriksen - Danmarks Stjerne'.
  • Christian Ditlev

    Der er faktisk “kun” 26 kampe i grundspillet. Derudover vil jeg sagtens kunne forklare strukturen uden at kigge på nettet først. Mere kompliceret er den heller ikke.