Fodbold må gerne være dødkedeligt

0

Fodbolddanmark lider af en allergi. Den hedder 0-0 syndromet. Symptomerne er rådvildhed, angstanfald og frygt for ikke at kunne evaluere kampen i sorthvid – med en vinder og en taber. Og helst så hurtigt som muligt i kampen. Der er intet så lindrende som en tidlig scoring. Åh gudskelov vi fik et mål. Nu kan vi nyde resten af kampen. I særligt svære tilfælde er mål ikke nok i sig selv. Det skal helst ske med berusende flot fodbold. Gerne på den måde som FC Barcelona praktiserer den, eller som Holland i 70erne. Eller endnu bedre som Danmark i 80erne.

En af de bedste fodboldbøger skrevet på dansk er Joachim Jacobsens ’Tynd Luft’. Hvis ikke du allerede har læst den, så gør det.

En af bogens pointer er, at den danske fodboldsjæl aldrig har forladt Mexico 1986, og det verdensmesterskab der så de rødhvide splitte Uruguay med 6-1 og besejre Vesttyskland med 2-0. Tilsat Svend Gehrs rungende hånlatter.

Det er stadig ånden og stilen fra dengang, der er danskernes fodboldmæssige kompas. Og så blæse være med Ricardos EM-triumf fra ’92, fordi den blev jo vundet med kontrafodbold, og det er jo slet ikke noget for os, der er Nordens Brasilianere. Det ved alle. Især dem der så det danske landsholds score et mål i gennemsnit pr kamp i EM-kvalen efter rødhvidt spil så stift som Dr Oetkers gule budding toppet med et viljeløst exit til et idefattigt svensk hold i playoff-kampene.

Spillerne fra dengang dynamitten sprang i 80erne er i dag trænere, agenter eller eksperter på tv. Dem der sætter tempoet i dansk fodbold og tonen for rigtig og forkert fodbold. Og ve det hold der tager til en slutrunde med et defensivt og kontrabaseret udgangspunkt. De spiller forkert. De spiller kedeligt, gør de. Og værst af alt. De spiller 0-0. Eller prøver på det. Den slags udanske tendenser kan vi så tordne og buldre mod på tv som eksperter og smagsdommere. Men åbenbart ikke som nuancerede formidlere af fodbolden.

I stedet for grædeminer over et portugisisk landshold (der mindede om den formastelige Jose Mourinho, fodboldens destruktive Satan, forstod man nok engang), der brugte sin evne til at absorbere modstanderens pres som våben, kunne man så have beriget os med snakken om, at det var kulminationen på 25 års tendens i portugisisk fodbold? At de taktiske tanker i Portugal for det første debatteres på landets store universiteter med fokus på at træningsøvelser skal indeholde et fysisk, taktisk, mentalt og teknisk element, og at de fire forhold aldrig må skilles ad. Der skal ikke trænes fysisk bare for fysikkens skyld, og at grundtankerne går på bolden skal være så lidt tid som muligt på portugisiske fødder, men når de har den, skal den bruges mest effektivt. Kunne man have taget den nuance op? Man behøver ikke være tilhænger af den portugisiske stil, det kunne tilmed være berigende at høre modargumenter imod den. I hvert fald andet end, at det er kedeligt.

Vi har netop sagt farvel til en EM-slutrunde. Den første af slagsen med 24 deltagere og denne strukturændring fik blandt andet skylden for kedelige fodbold, fordi de ekstra otte hold i forhold til slutrunden 2012 var rene destroyere, forstod man. De ville ikke score mål. Eller det ville de gerne, men de scorede ikke nok, og de spillede slet ikke på den rigtige måde. Og diverse tv-kommentatorer sidder rask væk efter 15-20 minutters spil og efterlyser mål, fordi det er jo kampens egentlige lakmustest. At der scores. Så kan kampen sættes ind i en vinder/taber-ramme, og man undgår at forholde sig til det taktiske skakspil, der udfolder sig på græstæppet. Jeg husker ikke, hvilken kommentator der konkluderende en målløs første halvleg overordentlig kedelig, og lad os håbe, vi får mål i anden halvleg. Kunne man forestille sig en anden formidlingsmæssig tilgang til et produkt, som tv-stationerne lever af at få seerne til at blive hængende ved?

Det betyder ikke, at man behøver sidde hipster-agtigt at glæde sig over den albanske betondefensiv. Jeg har set 90 procent af det samlede antal spilleminutter, men det ikke alle kampe, der fangede min opmærksomhed. Jeg undrede mig mest over, hvorfor hold som Østrig og Schweiz aldrig kom i gang, men det er en anden snak. Frem for at automatstemple Albanien, Island og andre miniputter som kedelige, så kunne man for det første begynde med at glæde sig over, at det i et terrortruet land som Frankrig lykkedes med at arrangere en fælleseuropæisk folkefest. Og at et fransk multi-kulti hold er så lidt i berøring med egne fans, at de måtte adoptere den islandske vikingehilsen for at opnå en følelse af samhørighed.

For det andet kunne man undre sig over, hvorfor de store hold har så stort besvær med at lukke de små hold op. Ingen skal bilde mig ind, at det sydkoreanske oplæg til deres gruppekamp mod Argentina og Diego i VM 1986 lød på ’ud over stepperne monster-attack’ fodbold. De stillede sig da op i en falanks og begik 23 frispark på den trinde argentiner.

Er det så fordi, de små hold er bedre organiseret i dag? Formentlig en grund. Den organisatorske og atletiske del af fodbolden det letteste af udvikle på. Og muligvis også fordi at stopper-pladserne og 6’er-positionen er blandt de pladser, der har gennemgået den største udvikling i stort set alle lande de senere år. Og at den klassiske angriber, 9’eren ikke rigtigt udvikles i samme tempo som tidligere, og da slet ikke har samme arbejdsforhold som før. Nu spilles der som regel med blot en angriber i en version af 4231-formationen, og det stiller store krav til den frontløber. Måske for store. En lejlighedsvist god angriber som Giroud så til tider temmelig fortabt ud som rambuk. Der udvikles ikke mange typer som Didier Drogba, der vel er idealangriberen til den formation. Men angriberen er jo trods alt også ’bare’ skarpretteren. Hvor er den spiller, der skal lægge op til ham? Det er et af de spørgsmål, jeg savnede i snakken om det kedelige EM.

Den klassiske 10’er er død. Stendød. Laudrup, Hagi, Zidane, Okocha, Gazza og et hav af hollændere, der måske ikke alle har båret 10’eren på ryggen, men spillede på en facon, vi forstår ved en 10’er. Den spiller der når han får bolden omgående orienterer sig frem i banen med en ide om, hvordan man skal tage røven på modstandernes bagerste bøffer.

Der er ikke plads til dem længere. Det ego-gen som den slags fodboldkreativitet kræver, den bortmasseres allerede i ungdomsårene med et ’aflever bolden’ frem for et ’gå selv’.

Målt på kreativt og kantspil var Belgien EM’s fremmeste hold. Men hvor var Frankrigs Zidane og Djorkaeff version 2016, da det gjaldt? Payet? Jo bevares, men han havde det ekstra magiske gear i sig til at åbne Portugal i alvorens finaletime? Nej. Men vi hyldede ham undervejs, fordi han viste dog trods alt elementer af kreativitet på et fransk hold af atleter, der ellers helst ville løbe lige ud i højt tempo.

De kreative spillere har fået en gang roundup. Og ikke mindst her til lands. Vi sammenligner i et væk enhver, der kan tage to på foden med Laudruperne, men sørges der for at fremelske de næste af den slags? Ikke rigtigt vel. I den optik er det glædeligt, at Hareide som landstræner har erkendt, at Christian Eriksen er den danske spiller med noget særligt over sig, og særligt nok til at systemet skal indrettes til give ham de bedste muligheder for at vise sit talent.

Det og så en erkendelse af, at Danmark – som mange andre små nationer – udvikler mange dygtige stoppere i disse år, så lad os endelig få dem på banen i en 352, frem for at mase Eriksen ind i en skabelon udover 4231 og i samme åndedrag holde store stoppertalent på bænken, bare fordi de ikke lige passer ind i forståelsen af ’rigtig’ fodbold.

Og når snakken skal være rigtig dyster, så findes eksemplet med verdensmesterskaber i Italien frem, og VM ’90 rejser sig fra fortidens sorte bølger, og som den flyvende hollænder spreder den skræk, rædsel og fedtspilleri.

VM ’90 er en af de slutrunder, der tydeligst har markeret fodboldens videre vej frem. Den vidste sig som et sikkert varsel om 90ernes italienske årti med en taktisk og fysisk stærk midtbane som fodboldens dominerende element. Alene af den årsag bør den slutrunde huskes som et monument. Igen. Man behøver ikke nyde slutrunder som VM ’90, men lad os da nuancere snakken om, hvad sådanne slutrunder afspejler med andet, end det er kedeligt.

VM ’90, det stakkels forhadte barn, gav os desuden Cameroun (og varslet om Afrikas forestående optur) og Roger Millas herlige hjørneflagsdans. Et vesttysk landshold med Lotthar Matthäus i topklasse, tyskernes historisk begrundede fight med hollænderne (og endnu et kapitel i Milan-hollænderne mod Inter-tyskerne), Tjekkoslovakiets dissekering af Costa Rica viste hvad der var i vente fra det kommende Tjekkiet, Rumænien slog sig fast som et hold, man skulle regne med i 90erne, og det på bekostning af et hensygnende Sovjet, der ellers om noget hold havde været Østeuropas store repræsentant. Englands og Gazzas berømte tårer i Torino, og Italiens Salvatore, der lynede med bankende azurblå trøje. Selv den ’kedeligste’ turnering kan have noget på hjertet.

To år efter VM i Italien vinder Danmark EM med en spillestil, der var meget VM ’90-agtig eller Portugal 2016, om man vil. Havde vi omfavnet spillestilen fra dengang, så have vi haft tæt ved 25 års tankegods bag os på den konto. Pudsigt nok samme tidsrum som portugiserne har brugt på at finde ud af, hvordan en lille nation kan slå med stor tyngde, men de tanker eller tankerne om hvor Laudrupernes arvtagere egentlig blev af, dem gør vi os ikke. Det ville være alt for kedeligt. Så hellere sidde hjemme foran skærmen og pege fingre.

Spred ordet:
Søren Sorgenfri
Redaktør på www.tribunen.com. Skriver primært om Superligaen, det danske landshold og Premier League. Frafalden RUC'er og tidligere fodboldjournalist for BT. Gæsteskribent for mobilmediet Føljeton og forfatter til bøgerne: 'Per Nielsen - Brøndby 4 evigt?' og 'Christian Eriksen - Danmarks Stjerne'.